Den 6. april 2013 mistede en hesteejer herredømmet over sin hest. Hesten slap løs og blev påkørt af et DSB-tog, som fik flere skader. Hesteejeren var objektivt erstatningsansvarlig for skaden og havde tegnet lovpligtig ansvarsforsikring hos forsikringsselskaberne Concordia Forsikring A/S og Tryg Forsikring A/S. Erstatningskravet var opgjort til ca. 818.00 kr. Forsikringsselskaberne hæftede umiddelbart for skaden over for DSB, men skaden var imidlertid ikke dækket af DSB’s tings- og driftstabsforsikring, fordi selvrisikoen var på 25 mio. kr.

Efter erstatningsansvarslovens § 20 er en offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer, stillet, som om forsikring er tegnet. Efter lovens § 19, stk. 1 bortfalder et erstatningsansvar, hvis skaden er dækket af en tings- eller driftstabsforsikring.

Spørgsmålet i den konkrete sag var, om DSB efter erstatningsansvarslovens § 20 skulle anses for at være en offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer, således at forsikringsselskabernes erstatningsansvar ville bortfalde efter erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1.

Retten i Glostrups dom

DSB anlagde sag ved retten i Glostrup i marts 2017 med påstand om, at forsikringsselskaberne skulle betale kravet på 818.000 kr. DSB’s synspunkt var, at skaden ikke var dækket, fordi selvrisikoen på tings- og driftstabsforsikringen var højere end skadens værdi, og erstatningsansvaret derfor ikke bortfaldt efter erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1. DSB bestred også at være selvforsikrer.

Forsikringsselskaberne mente, at §§ 19 og 20 skulle læses i sammenhæng, og at det var lovgivers intention, at staten og offentlige institutioner på lige fod med andre skadelidte må give afkald på at gøre en privat skadelover erstatningsansvarlig, hvis skaden er dækket af forsikring, eller skadelidte er selvforsikrer.

Denne intention mente forsikringsselskaberne ville blive illusorisk, hvis DSB kunne tegne en tings- og driftstabsforsikring med så stor selvrisiko, at alle eller langt de fleste skader falder udenfor dækningen. Forsikringsselskaberne henviste til § 20’s forarbejder, hvor der står, at bestemmelsen ikke omfatter tilfælde, hvor en offentlig institution forsikrer sig, men med meget høj selvrisiko, og således selv overtager risikoen for mindre skader.

Forsikringsselskaberne mente derfor, at det fulgte modsætningsvist af § 20, at man skal anses for at være selvforsikrer, hvis den offentlige institutions selvrisiko ikke blot omfattede mindre skader, men også for meget store skader. Med andre ord gjorde forsikringsselskaberne gældende, at den høje selvrisiko på 25 mio. kr. betød, at DSB reelt var selvforsikrer, og erstatningsansvaret derfor var bortfaldet. 

Om erstatningsansvarslovens § 19 udtalte byretten, at allerede fordi skaden var mindre end selvrisikoen og dermed ikke dækket af forsikringen, var erstatningsansvaret ikke bortfaldet. Byretten mente heller ikke, at DSB var selvforsikrer efter erstatningsansvarslovens § 20, fordi DSB ved lov var pålagt at tegne forsikring og havde opfyldt denne forpligtelse. Byretten afviste også, at §§ 19 og 20’s forarbejder kunne danne grundlag for, at erstatningsansvaret var bortfaldet. Concordia og Tryg blev derfor dømt til at betale erstatningskravet på 818.000 kr.

Østre Landsrets dom

Dommen blev anket til Østre Landsret af Concordia og Tryg. Først tog landsretten stilling til spørgsmålet om erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1. Landsretten udtalte, at erstatningsansvaret bortfalder, hvis skaden er dækket af tings- eller driftstabsforsikring, og at det fulgte af forarbejderne, at skadevolder er ansvarlig for det beløb, som selvrisikoen udgør. Derfor var forsikringsselskabernes erstatningsansvar ikke bortfaldet efter § 19, stk. 1.

Landsretten behandlede efterfølgende spørgsmålet om erstatningsansvarslovens § 20. Der var under sagen enighed mellem DSB og forsikringsselskaberne om, at DSB skulle betragtes som en offentlig institution. Spørgsmålet var derfor, om DSB i almindelighed var selvforsikrer. Landsretten udtalte, at det afgørende for, om en offentlig institution i almindelighed er selvforsikrer, er, om institutionen konsekvent underlader at forsikre sig. Landsretten mente ikke, at dette var tilfældet, da DSB var udtrådt af statens selvforsikringsordning, og at DSB havde tegnet de nødvendige forsikringer for sit virke. Derfor havde DSB ikke undladt at forsikre sig.

Landsretten udtalte desuden - med henvisning til forarbejderne - ”at en offentlig institution ikke ’i almindelighed’ er selvforsikrer, hvis institutionen ’nok forsikrer sig, men med meget høj selvrisiko, og således selv overtager risikoen for mindre skader’”. Forsikringsselskaberne mente, at ”mindre skader” i denne sammenhæng skulle forstås som skader af mindre beløbsmæssig størrelse, og § 20 dermed modsætningsvist kunne anvendes ved større skader. Dette var landsretten uenig i og mente, at ”mindre skader” i sammenhængen skulle forstås som skader, der er mindre end selvrisikoen.

Samlet set fandt landsretten ikke, at DSB i almindelighed var selvforsikrer efter erstatningsansvarsloven. Da hverken § 19 eller § 20 var opfyldt, var DSB’s erstatningskrav ikke bortfaldet.

Højesterets dom

Sagen kom for Højesteret, som afsagde dom den 29. april i år. Højesteret konstaterede indledningsvist, at erstatningskravet ikke var dækket af DSB’s forsikring, idet selvrisikoen var højere end skaden. Højesteret var på den baggrund enig i landsrettens resultat i forhold til erstatningsansvarslovens § 19, hvorefter skadevolder var erstatningsansvarlig.

Højesteret tog herefter stilling til, hvornår en offentlig institution i almindelighed er selvforsikrer. Højesteret udtalte, ligesom landsretten, at en offentlig institution i almindelighed er selvforsikrer, når institutionen konsekvent underlader at forsikre sig. I den forbindelse tog højesteret stilling til, hvad der skulle forstås ved ”mindre skader”.

Højesteret var enig med landsretten i, at ”mindre skader” hverken efter forarbejderne til § 20 eller i sammenhæng med § 19, stk. 1 skal forstås som en beløbsmæssig størrelse, men som skader, der er mindre end selvrisikoen. Højesteret udtalte i relation hertil, at denne fortolkning også bedst stemte overens med ønsket i forarbejderne om at undgå afgrænsningsvanskeligheder. Højesteret fandt derfor heller ikke, at DSB på grund af den høje selvrisiko kunne anses for at være selvforsikrer efter erstatningsansvarslovens § 20.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom, og Concordias og Tryg’s erstatningsansvar bortfaldt derfor ikke.

Konklusion

Sagen viser, at uanset om en offentlig institution har tegnet en forsikring med en meget høj selvrisiko, så er den offentlige institution ikke selvforsikrer - medmindre den offentlige institution konsekvent undlader at tegne forsikringer jf. erstatningsansvarslovens § 20.

I forhold til § 20 kan en høj selvrisiko ikke føre til, at en offentlig institution er selvforsikrer, uanset skadens størrelse. Her er det fortsat afgørende, om den offentlige institution helt har undladt at forsikre sig, hvilket ikke var tilfældet for DSB.

Når skaden herefter er lavere end selvrisikoen på forsikringen, så bortfalder skadevolderens erstatningsansvar ikke jf. erstatningsansvarslovens § 19. 

Højesterets dom kan læses her

Kontakt DAHL

Har du spørgsmål til den konkrete sag eller andre spørgsmål til forsikring og erstatning, er du velkommen til at kontakte DAHLs eksperter. Vi yder professionel rådgivning på området.