Det er kun naturligt, at der kan opstå uenigheder i byggesager - for byggeri er en skabende og ofte langvarig proces, hvor alle tænkelige situationer ikke kan aftales eller sikres på forhånd. Heldigvis er det kun en brøkdel af alle uenigheder, der ender med, at parterne bringes i en situation, hvor de ikke længere selv er i stand til at løse konflikten. Der opstår en egentlig tvist, som parterne må have bistand til at løse.

Fordele og ulemper ved voldgift

Traditionelt er byggeretlige tvister søgt løst ved voldgift gennem Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, der anvendes som alternativ til de ordinære domstole. Fordelene herved er først og fremmest, at voldgiftsretterne oftest er tiltrådt af sagkyndige dommere, der har en byggeteknisk baggrund, f.eks. arkitekter eller ingeniører.

Derudover udvælges voldgiftsretternes juridiske dommere blandt en relativt lille kreds af landsdommere og Højesteretsdommere, hvilket medfører, at de juridiske dommere opnår en vis form for specialisering. En sådan specialisering af dommere findes ikke ved de ordinære domstole; her behandler de samme dommere alle typer af sager, uanset hvad sagerne måtte dreje sig om.

Uanset fordelene ved at søge mod Voldgiftsnævnet, når en konflikt skal løses, er det imidlertid hverken en hurtig eller billig vej til at løse en konflikt. Når det kommer til omkostninger, må man både ved retssager og ved voldgiftssager regne med høje direkte omkostninger til egen advokat, mulige udgifter til syn og skøn, omkostninger til egen teknisk rådgiver og risikoen for at blive pålagt at skulle betale omkostninger til modparten, hvis sagen tabes. I retssager kommer hertil retsafgift og i voldgiftssager omkostninger til voldgiftsretten og afgift til Voldgiftsnævnet.

Dertil kommer en ofte glemt, men ikke desto mindre meget væsentlig, indirekte omkostning: Tid.

Ved enhver rest- og voldgiftssag er en part nødsaget til at investere en anseelig del af sin egen tid – og den tid koster naturligvis noget i sig selv (f.eks. løn). Meget mere væsentligt er, at denne tidsanvendelse koster i mistet udvikling af den fremadrettede forretning. Et forhold, de fleste først bliver opmærksomme på, når det er for sent.

”Løsningstrappen” – et nyt konflikthåndteringssystem i AB 18 § 64

I forbindelse med revision af de almindelige betingelser (AB) var AB-udvalget særligt opmærksom på det uhensigtsmæssige i, at der ofte verserer meget lange rets- eller voldgiftssager om uenighed om relativt små beløb.

Udvalget søsatte derfor et helt nyt konflikthåndteringssystem, der blokerer for den direkte vej til at anlægge voldgiftssag. Med AB 18 § 64 er der indført en ”løsningstrappe”, som i sin enkelthed går ud på, at der ikke kan iværksættes egentlige tvistløsningsskridt, før parterne har forsøgt at løse konflikten ved direkte forhandling. 

Løsningstrappen ses meget ofte fravalgt i forbindelse med indgåelse af kontrakt. Baggrunden herfor er oftest parternes enighed om, at de naturligvis altid vil søge en konflikt løst ved forhandling, inden de skrider til at anlægge en voldgiftssag, hvorfor bestemmelsen om løsningstrappen synes overflødig. Det må da også medgives, at parterne stort set altid søger uenigheder løst ved direkte forhandling – men løsningstrappen bør alligevel ikke fravælges. Det er der flere gode grunde til.

For det første vil en parts iværksættelse af løsningstrappen have signalværdi over for modparten. Iværksættelsen vil virke som en advarsel om, at der nu er reel fare for, at en konflikt ender i en voldgiftssag, hvis ikke den løses ved direkte forhandling.

For det andet giver løsningstrappen parterne mulighed for at genoverveje deres standpunkt, når der trædes et trin op ad trappen.

For det tredje kan trappen forhindre, at de personer, der måtte have startet konflikten eller måske i en længere periode ikke har kunnet løse den, frakobles forhandlingerne. Derved frakobles evt. ”forhandlingstræthed”, dårlige personlige relationer mv. 

Der er naturligvis også svagheder ved systemet. Løsningstrappen vil kun virke, hvis parterne medvirker oprigtigt. Er det ikke tilfældet risikerer man, at trappen kun vil være et tidsudtrækkende led.

Voldgift eller mediation?

Hvis ikke løsningstrappen kan hjælpe parterne med at løse deres konflikt, henstår det herefter parterne frit at gå videre med anden formaliseret tvistløsningsmetode.

Almindelige Betingelser (AB) lægger grundlæggende op til to muligheder (når der ses bort fra de særlige tilfælde). En part kan enten vælge at anlægge sag som voldgift eller ved mediation.

I langt de fleste tilfælde anlægges sager ved voldgift. Den væsentligste årsag hertil skønnes at bunde i tradition og manglende kendskab til mediation, da denne metode til løsning af tvister først er søgt udbredt i Danmark igennem de sidste 20 år, hvilket står noget i kontrast til retssystemet, der i Danmark hvert fald kan spores tilbage til Jyske Lov fra 1241.

Hos DAHL vil vi imidlertid slå et slag for, at parterne i første omgang søger en konflikt løst ved mediation. Denne tvistløsningsmetode har klare fordele, også i de tilfælde, hvor det alligevel ikke lykkes parterne at opnå en løsning.

Mediation

Mediation er først og fremmest betydeligt mere enkelt at iværksætte end voldgift, da der ikke gælder tilsvarende formkrav til en anmodning om mediation, som der gælder for indgivelse af voldgiftklage. Det vil sige, der kan spares en hel del både interne og eksterne omkostninger ved ikke at skulle udarbejde en udførlig skriftlig fremstilling af hele sagen og ved ikke at skulle finde dokumentation og producere bilag til fremlæggelse for voldgiftsretten. 

Desuden kan en mediationsforhandling iværksættes uden en efterfølgende, længerevarende skriftveksling mellem parterne. Det er endda muligt at opstarte en mediationsforhandling uden først at indhente bevis ved syn og skøn.

Endvidere er parterne ikke bundet af særlige fremgangsmåder under forhandlingerne, men kan frit aftale fremgangsmåde for f.eks. undersøgelser af byggetekniske forhold. 

Ved anvendelse af mediation er der hertil betydelig bedre mulighed for, at parterne i fremtiden - eller endda samtidigt - vil kunne samarbejde om andre sager.

Da mediation i sin enkelthed reelt er en forhandling mellem parterne, faciliteret af en uvildig tredjemand (mediatoren), har parterne i meget vid udstrækning mulighed for selv at styre processen.

Mediation har yderligere den klare fordel for byggeriets parter, at disse sædvanligt er meget forhandlingsvante, da stort set alle byggesager starter med en forhandling om arbejdets omfang og pris. Under sådanne forhandlinger er parterne normalt ganske gode til at gennemskue egne risici og påtage sig forpligtigelser for at komme i mål med en aftale. Føres samme forhandlingskvalifikationer videre til mediationsprocessen, kan alle tvister også løses ved denne proces.

Løses tvisten ikke ved mediation, er forsøget sjældent spildt.

Oftest lykkes det alligevel at nå til enighed om dele af parternes konflikt, ligesom parterne gennem processen opnår væsentlig bedre indsigt i egen og modpartens opfattelse af sagen. Det vil således være lettere at vurdere risici, skære sagen til og om muligt indgå et forlig på et senere tidspunkt.

Kontakt DAHL

Hos DAHL er advokat Niels Wulff og advokat Peter Henrik Würtz begge uddannede mediatorer og virker som sådanne.

Hertil bistår de, som partsrepræsentanter, klienter igennem en mediationsproces.

Advokat Niels Wulff er, i kraft af sit store kendskab til byggeretlige forhold, typisk mediator og partsrepræsentant i byggetvister, mens advokat Peter Henrik Würtz har sit virke indenfor generelle erhvervsretlige tvister, særligt indenfor forsikringsretlige forhold.

Du er altid velkommen til at kontakte dem, hvis du har spørgsmål eller brug for rådgivning.