Associeret DAHL-partner fylder 50 år
Advokat og associeret partner Mikkel Fisker fylder 50 år den 15. august 2020. Fødselaren har været en del af DAHL siden 2001 og har i årenes løb specialiseret sig inden for fast ejendom, herunder køb og salg af ejendomme, lejeret, entrepriseret og ejendomsret. Mikkel Fisker ser tilbage på 25 år i advokatbranchen og fremhæver en udpræget specialisering og teknologisk udvikling, der har gjort advokatgerningen stadig mere ”spændende, udviklende og udfordrende”.
Mikkel Fisker blev uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet i 1995 og blev efterfølgende ansat som advokatfuldmægtig i et mindre advokatfirma, hvor han fortsatte som færdiguddannet advokat 3 år efter. Den 1. april 2001 kom Mikkel til DAHLs kontor i Esbjerg, som kort forinden var fusioneret med advokatfirmaerne Kock Nielsen i Esbjerg og Boll i Herning. Siden da er udviklingen gået stærkt – både internt i DAHL Advokatpartnerselskab og i advokatbranchen i det hele taget, bemærker Mikkel:
”Dengang jeg blev uddannet, uddannede man generalister. Det er anderledes nu. I dag er det specialisering, der er i højsædet. Ja, der er sket en større specialisering af hele branchen.”
Også hos DAHL har den enkeltes specialisering været høj prioritet, og i løbet af sin knapt 20 år lange karriere i DAHL har Mikkels specialisering primært centreret sig om fast ejendom, herunder køb og salg af ejendomme, lejeret, entrepriseret og ejendomsret. Han rådgiver både virksomheder og private om ejendomshandler og lejeret og om at etablere andelsboligforeninger – blandt mange andre områder.
Teknologisk udvikling giver nye muligheder og stiller nye krav
Når Mikkel ser tilbage på sine 25 år i advokatbranchen, er det ikke kun specialisering, men også den teknologiske udvikling, der har haft markant betydning for, hvad det vil sige at være advokat i dag:
”En af de første opgaver, jeg fik som fuldmægtig i 1995, var at orientere mig i UfR (Ugeskrift for Retsvæsen) og Karnov, som for første gang var købt på CD-rom. Vi brugte fax og postmapper, og hver morgen startede med et postmøde. I 1996 blev jeg inviteret over på Vejens Handelsskole for at få præsenteret muligheden for et - for os - nyt medie, der hed ’internettet’. Samme år fik jeg min første mobiltelefontelefon, og efterhånden tyndede det ud i de fysiske breve. Det er tankevækkende, at det var udgangspunktet. Den teknologiske udvikling har gjort det både spændende, udviklende og udfordrende at være advokat – for med tilgængeligheden følger også en forventning om hurtig og afklaret respons.”
Foruden at specialisere sig i fast ejendom har Mikkel også beskæftiget sig indgående med procesområdet. Han har møderet for Højesteret og er udpeget af Advokatsamfundet som censor ved retssagsprøven.
Derudover har Mikkel solid erfaring med at rådgive om en række familie- og arveretlige spørgsmål, herunder skifte ved separation, skilsmisse og død, ligesom han rådgiver om udarbejdelse af ægtepagt og testamente og behandling af dødsboer.
Den runde fødselsdag fejrer Mikkel med sin familie.