I sagen skulle Sø- og Handelsretten tage stilling til, om en taske tilhørende DEPECHE var beskyttet efter markedsføringslovens § 3 mod produktefterligninger, samt om tasker markedsført af Noella i så fald konkret udgjorde en krænkelse af DEPECHEs markedsføringsretlige beskyttelse.

Under sagen nedlagde DEPECHE påstand om, at deres taskedesign nød beskyttelse efter markedsføringslovens § 3, idet designet gennem særlige træk havde opnået kommerciel adskillelsesevne og dermed havde tilstrækkeligt særpræg til at kunne differentiere sig fra andre produkter på markedet. Som følge af den markedsføringsretlige beskyttelse påstod DEPECHE herefter, at Noellas tasker var ulovlige produktefterligninger.

Noella gjorde gældende, at DEPECHE-tasken ikke havde opnået et beskyttelsesværdigt særpræg og dermed heller ikke en beskyttelsesværdig markedsposition. Til støtte herfor anførte Noella, at de omhandlende tasker bestod af en sammensætning af allerede kendte design- og formelementer, som til forveksling lignede markedets øvrige produkter. Dertil anførte Noella, at uanset enkelte designmæssige ligheder mellem de omtvistede produkter, var der væsentlige forskelle i designudtrykket i produkternes udformning, materialevalg og individuelle designelementer.  

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Sø- og Handelsretten fandt indledningsvist, at DEPECHE-tasken nød beskyttelse efter markedsføringsloven. Uanset at DEPECHE-taskens design var inspireret af kendte modetendenser og kendte designelementer, havde DEPECHE foretaget en række designmæssige valg, der medførte, at sammenstillingen gav tasken et vist særpræg, og at den derfor nød beskyttelse mod meget nærgående eller slaviske produktefterligninger.

Selvom en række af de samme designelementer også indgik i Noellas tasker, fandt Sø- og Handelsretten, at Noella-taskerne henset til bl.a. materialevalget, syninger og hængsler adskilte sig kvalitets- og designmæssigt fra DEPECHE-tasken på en sådan måde, at der ikke forelå en krænkelse i medfør af markedsføringsloven. Noella blev herefter frifundet.

DAHLs kommentar

De danske domstole har ved flere lejligheder fastslået, at produktefterligningsværnet, der følger af markedsføringslovens § 3, er snævert, særligt når der er tale om modeprægede produkter. Dette medfører, at der i praksis alene gives beskyttelse mod nærgående eller slaviske efterligninger.

Især i modebranchen er det naturligt at lægge sig tæt op ad konkurrenterne, idet produkter ofte designes ud fra generelle trends.

Resultatet i dommen er derfor ikke overraskende og er netop udtryk for den eksisterende retstilstand. Der vil altid indgå et vist subjektivt skøn i vurderingen af, om et påstået plagierende produkt er en nærgående eller slavisk efterligning, hvilket er årsagen til, at en sag som den omtalte bliver prøvet ved domstolene.

Resultatet er også i overensstemmelse med Højesterets dom i den såkaldte gummistøvlesag (RUB 1), hvor en gummistøvle designet af Ilse Jacobsen blev fundet at være beskyttet mod produktefterligninger i medfør af markedsføringsloven. Her optrådte det karakteristiske designelement ej heller i det påståede krænkende produkt, hvorefter der ikke forelå en krænkelse af RUB 1-støvlen. 

Ud over den snævre beskyttelse i markedsføringsloven er det vigtigt at holde sig for øje, at markedsføringsloven kun finder anvendelse på krænkelser foretaget i Danmark. Man er derfor ikke beskyttet mod efterligninger på de store eksportmarkeder.

Som modevirksomhed bør man overveje, om man skal søge en supplerende beskyttelse af kommercielt vigtige produkter, f.eks. i form af registrerede designs i EU – også i de tilfælde, hvor produktets levetid forventes at være relativt kort.

Læs Sø- og Handelsretten dom her.

Kontakt DAHL

Har du spørgsmål til den omtalte dom eller til andre emner, der knytter sig til markedsføringsloven eller immaterialret, er du velkommen til at kontakte DAHLs eksperter i IPR og markedsføring. Vi yder professionel rådgivning på området.