Statsforvaltningen har i en afgørelse af den 29. januar 2016 vurderet, at bestyrelsesformanden i et kommunalt fællesskab ikke har ret til fast vederlag, men skal vederlægges efter reglerne om mødediæter. 

Udgangspunktet for Statsforvaltningens praksis er, at bestyrelsesmedlemmer i kommunale fællesskaber skal vederlægges efter reglerne om mødediæter i kommunestyrelsesloven. I bekendtgørelse nr. 793 af den 25. juni 2014 er der fastsat nærmere regler om diæternes størrelse mv. 

Indenrigsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9231 af den 4. marts 1981 fastlægger, at der kan ydes fast vederlag i tilfælde, hvor forberedelsen til møder går ud over, hvad der normalt kan forventes, eller hvor der foreligger en betydelig arbejdsindsats, der ikke direkte er knyttet til mødevirksomhed.

I den konkrete sag havde et kommunalt fællesskab anmodet om at få godkendt nedsættelse af vederlaget til bestyrelsesformanden fra 5 procent til 1,5 procent af borgmesterhonoraret i den ene af interessentkommunerne. Det nedsatte vederlag ville være på 11.068,59 kr. årligt.

Statsforvaltningen kunne ikke godkende det faste vederlag til formanden. Statsforvaltningen fandt derimod, at formanden burde vederlægges efter reglerne om mødediæter.

Ved afgørelsen lagde Statsforvaltningen vægt på, at formandens årlige tidsforbrug på hvervet var på ca. 40 timer ud over bestyrelsesmøderne og mente ikke, at forbruget var så højt, at det gik ud over, hvad der kan forventes. Desuden blev der lagt vægt på, at det kommunale fællesskab var af begrænset omfang set i forhold til omsætningen i andre kommunale fællesskaber, hvor Statsforvaltningen har godkendt fast vederlag. Endelig blev der lagt vægt på, at det kommunale fællesskab i de kommende år ville have et forholdsvis lavt aktivitetsniveau og primært have driftsfokus.

Indenrigsministeriet udtaler i 1995, at oplysninger om et forholdsvis højt tidsforbrug for et bestyrelsesmedlem ikke i sig selv kan begrunde, at der godkendes et fast vederlag. Efter ministeriets opfattelse må karakteren og omfanget af det pågældende kommunale fællesskabs virksomhed også indgå i tilsynsmyndighedens vurdering af, om der er grundlag for at fravige de almindelige principper i cirkulæreskrivelsen.

I praksis er det navnlig en redegørelse for tidsforbrug og arbejdsopgaver ud over almindelig mødevirksomhed, som Statsforvaltningen lægger vægt på, samt karakteren og omfanget af det kommunale fællesskabs aktiviteter, herunder størrelsen af den årlige omsætning. Særligt i forbindelse med større anlægsprojekter har Statsforvaltningen typisk i praksis været mere tilbøjelig til at godkende fast vederlag.

Statsforvaltningen har tidligere bl.a. oplyst, at:

”Særligt for så vidt angår godkendelse af faste vederlag i kommunale fællesskaber, kan der fremover ske ændringer i forhold til hidtidig praksis i den pågældende regionale landsdel. Vi henviser herved til, at blandt andet hensynet til hvad der er godkendt i andre lignende kommunale fællesskaber, indgår i Statsforvaltningens afgørelse. I forbindelse med den fremtidige behandling af anmodninger om godkendelse af faste vederlag til medlemmer af bestyrelserne i kommunale fællesskaber, jf. § 60 i kommunestyrelsesloven, som efter reformen den 1. juli 2013 nu omfatter hele landet, vil der således være opmærksomhed herpå i relation til samordning af praksis.”

 
Konklusion

Statsforvaltningen godkender kun som en undtagelse fast vederlag til bestyrelsesmedlemmer i kommunale fællesskaber, uanset om vederlaget er ganske lavt.

Ved bedømmelsen af bestyrelsesarbejde lægger Statsforvaltningen navnlig vægt de ovennævnte forhold.

I forbindelse med sager om godkendelse af vederlag er det derfor vigtigt, at der udarbejdes en detaljeret og grundig redegørelse for tidsforbruget, opgavernes karakter, fællesskabsaktiviteter og omfang. Afgørelsen i sig selv er vel ikke opsigtsvækkende, men selve afgørelsen indeholder en detaljeret gennemgang af praksis på området og giver et billede af, at et fast vederlag næppe vil overstige en timeløn på ca. kr. 300.-