Hvornår anvendes retsplejelovens § 368 a?

I forarbejderne til retsplejelovens § 368 a er der lagt op til, at landsretten kan afvise at behandle sager, hvor der i ankestævningen alene henvises til de samme påstande og anbringender, som blev påberåbt under sagen i byretten. I disse tilfælde, hvor appellanten ikke kommer med nyt processtof, må udgangspunktet i landsretten være, at sagen ikke umiddelbart vil få et andet udfald end i byretten - ud fra den betragtning, at to ens sager bør få samme udfald i både by- og landsretten. Forarbejderne fremhæver de såkaldte ”kreditanker” som eksempel; en anke, der udelukkende har til formål at udskyde en uundgåelig betalingsforpligtelse

Landsretten kan behandle et afvisningsspøgsmål efter retsplejelovens § 368 a ex officio eller tage spørgsmålet op, hvis det bliver gjort gældende i et eventuelt ankesvarskrift. Det er som nævnt i forarbejderne ikke forudsat, at landsretten skal foretage en systematisk gennemgang af alle ankesager med henblik på, om RPL § 368 a finder anvendelse. Derfor er udgangspunktet også, at der skal anmodes om afvisning, idet det ikke er sikkert, at landsretten selv ”fanger” alle de sager, som er egnet.

Grunde, som taler for, at en sag ikke bør afvises

Af lovteksten fremgår det, at: ”Landsretten kan afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten”.

Det betyder, at landsretten kun bør afvise sager, hvor der er sikkerhed for, at anken ikke vil få et andet udfald. Landsrettens afvisningsmulighed afskærer trods alt den helt grundlæggende retssikkerhed, der ligger i at kunne få prøvet sin sag i to instanser.

I vurderingen af, om en sag vil få et andet udfald end i byretten, vil der ofte blive kigget på, om byretten har skullet tage stilling til fortolkningsspørgsmål. Hvis det er usikkert, hvordan en kontrakt skal fortolkes, eller det er usikkert, hvilken bestemmelse den konkrete sag skal subsumeres under, vil dette typisk være så tungtvejende, at landsretten ikke afviser sagen.

Et andet eksempel herpå er, hvis appellanten i en sag har anmodet om stillingtagen fra Retslægerådet vedrørende spørgsmål, som kan have relevans for sagen. Dette kunne være tilfældet i en dødsboskiftesag, hvor appellanten mener, at afdøde har været dement og derfor ikke har været i stand til at forstå omfanget af det nu underskrevne testamente. Appellanten ønsker derfor Retslægerådets vurdering af afdødes mentale tilstand på underskrivningstidspunktet. I en sådan sag, hvor der er en mulighed for, at landsretten vil komme til et andet resultat end i byretten, vil landsretten i overensstemmelse med retsplejelovens § 368 a’s ordlyd ikke afvise. Undtagelse hertil kan dog være, hvis det er helt åbenlyst, at de nye oplysninger, som måske måtte komme, ikke vil ændre på sagens udfald.

Når ”andre grunde ikke taler for, at sagen skal behandles af landsretten”

Retsplejelovens § 368 a indeholder et led om, at sager ikke skal afvises, hvis særlige grunde i øvrigt taler herfor, jf. retsplejelovens § 368 a, stk. 1, 2. led. Dette led er en sikkerhedsventil, som landsretten kan anvende, hvis det vurderes, at en sag ikke bør afvises, men at det ikke hviler direkte på, at landsretten vil nå et andet resultat, eller at sagen er af principiel karakter.

I en sag fra 2019 trykt i UfR.2019.3521 H gav Højesteret et vigtigt bidrag til, hvad der bl.a. skal forstås ved ”andre grunde”.

Sagen handlede om en virksomhed, der drev en airsoft-bane på en lejet grund. Efter klager fra en nabo til grunden udstedte kommunen et påbud til virksomheden om at ophøre driften af skydebanen på ejendommen. Virksomheden lagde sag an mod kommunen, men tabte sagen i byretten, hvorefter sagen blev anket til landsretten. Landsretten afviste anken med henvisning til, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet resultat end i byretten. Sagen kom herefter for Højesteret, som ophævede landsrettens dom og hjemviste sagen til behandling ved landsretten med den begrundelse, at sagen havde særlig betydning for virksomheden, idet sagens udfald ville afgøre, om virksomheden lovligt kunne drive sin erhvervsvirksomhed på den omhandlende ejendom.

Af UfR.2019.3521 H kan det altså udledes, at landsretten ikke kan afskære en part 2. instansbehandling, hvis sagen er af særlig betydning for den pågældende. Jo mere indgribende udfaldet af sagen vil være for den enkelte part, desto mere tilbageholdende bør landsretten være i forhold til at afvise anken i medfør af retsplejelovens § 368 a. Det må bl.a. også kunne udstrækkes til, at landsretten ikke bør afvise sager, hvor sagsgenstanden er relativt stor. Sagsgenstandens størrelse vil således i sig selv kunne betyde, at sagen har særlig betydning for appellanten.

Eksempler på andre sagstyper, hvor denne særlige betydning typisk vil være udslagsgivende, kan være sager om forældremyndighed og børns bopæl. Hvorvidt en sag er af særlig betydning, vil dog altid være en konkret vurdering, men sager med en relativt stor sagsgenstand, indgreb i hovederhverv og indgreb i privatlivet, vil typisk være af særlig betydning. TFA.2016.404/1 Ø og UfR.2016.3836 V er begge eksempler på forældremyndighedssager, som ikke kunne afvises pga. deres karakter og betydning.

Undtagelser – f.eks. sager om forældremyndighed

Selvom udgangspunktet i sager, som typisk er af særlig betydning, er, at landsretten ikke kan afvise sagen, er der dog undtagelser. Et eksempel på en sådan undtagelse er fra 2018, trykt i UfR.2018.3389 Ø.

I sagen havde F anlagt sag mod M med påstand om at få fælles forældremyndighed over deres datter.

M havde før sagen haft forældremyndigheden alene, og F fik medhold i sin påstand i byretten. Da sagen kom for landsretten, afviste landsretten sagen med henvisning til retsplejelovens § 368 a, fordi der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet resultat end i byretten. Landsretten lagde i denne forbindelse vægt på, at datteren, som var 16½ år, efter eget ønske var flyttet ind hos F og havde ændret folkeregisteradresse i overensstemmelse hermed, ligesom der under behandlingen i byretten havde været afholdt samtale med datteren.

Selvom dommen er afsagt før sagen i UfR.2019.3521 H, fremgår det af dommen, at landsretten afvejer sagens betydning - som en forældremyndighedssag - mod sagens faktum, som taler for, at sagen ikke vil få et andet udfald i landsretten. Dommen viser yderligere, hvor meget der skal til i sådanne sager, før der kan afvises efter retsplejelovens § 368 a.

Hvad er væsentligt at lægge vægt på, når der påstås afvisning efter retsplejelovens § 368 a?

Såfremt der i ankesvarskriftet påstås afvisning i medfør af retsplejelovens § 368 a, er der vigtigt at lægge vægt på de konkrete omstændigheder i sagen, som peger i retning af, at sagen bør afvises. Det er et mangelfuldt udgangspunkt blot at bruge ordlyden af bestemmelsen uden at bruge konkrete momenter fra sagen.

Der bør i stedet argumenteres for, hvorfor byrettens dom er korrekt, hvilken betydning det bør tillægges, at der f.eks. ikke er indkommet nyt processtof, eller hvorfor det nye processtof er irrelevant. Det må være sådanne kriterier, der har betydning for landsrettens afgørelse.

Hvis sagen er af en særlig betydning for appellanten, er det væsentligt at forklare landsretten, hvorfor det eksempelvis ikke er korrekt i dette konkrete tilfælde. Den part, som ønsker sagen afvist i medfør af retsplejelovens § 368 a, kan altså med fordel fremhæve ovenstående og bør forklare landsretten, hvorfor denne konkrete sag bør afvises, og hvorfor landsretten i den konkrete sag bør fravige udgangspunktet om 2. instansbehandling.  

Kontakt DAHL

Har du spørgsmål til de omtalte eksempler, til retsplejelovens § 368 a eller et andet procesretligt spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte DAHLs eksperter.