Som led i beskyttelsen af de danske vandressourcer har Miljø- og Fødevareministeren udpeget en række områder, herunder særligt landbrugsområder, hvortil landets kommuner er forpligtet til at udarbejde en indsatsplan. Derudover har kommunerne adgang til at inddrage yderligere arealer i deres indsatsplanlægning, hvis ministerens udpegning ikke er tilstrækkelig til at sikre kommunens vandforsyningsinteresse.

Når en indsatsplan er vedtaget, vil kommunerne herefter have mulighed for at pålægge en lodsejer, der har jord inden for en indsatsplans geografiske område, foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med nitrat eller pesticider. Typisk vil sådanne foranstaltninger bestå i forbud mod anvendelsen af planteværnsmidler eller af kvælstofholdig gødning, så lodsejeren indenfor det pågældende areal ikke længere vil kunne sprøjte og gødske sine marker.

Et sådant pålæg kan være særdeles indgribende for en lodsejer, der er afhængig af at kunne dyrke sin jord optimalt og omkostningseffektivt, herunder ved brug af planteværnsmidler og brug af næringsstoffer i form af kvælstofholdig gødning, ligesom en lodsejer med dyrehold er afhængig af at kunne afsætte gødningen. Selvom der tilkendes erstatning, vil lodsejeren ofte opleve, at erstatningen ikke er tilstrækkelig, eller at arealerne på sigt kan blive besværlige – hvis ikke umulige - at sælge.

Mange – særligt i landbrugskredse - har hævdet, at kommunernes adgang til at forbyde anvendelsen af planteværnsmidler og kvælstofholdig gødning har været ubegrænset, men en ny afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet sætter nu en nedre grænse for, hvornår et forbud kan anses for at være nødvendigt.

I den pågældende sag ejede lodsejeren 12,51 hektar landbrugsjord i omdrift indenfor et indsatsområde. Kommunen pålagde herefter lodsejeren, at der intet sted på arealet måtte forefindes eller anvendes pesticider, og at der ikke måtte tilføres stoffer ude fra, herunder gødning. Derudover blev der fastsat et loft over dyretrykket målt i dyreenheder for det areal, som var til rådighed for afgræsning.

Hvornår kan et forbud anses for at være nødvendigt?

Miljø- og Fødevareklagenævnet kom frem til, at det meddelte forbud var ugyldigt under henvisning til, at kommunens afgørelse ikke var truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag i forhold til at vurdere, om det meddelte pålæg om rådighedsindskrænkninger over for udbringning af kvælstofholdig gødning på arealet var nødvendigt.

I sin begrundelse lagde klagenævnet vægt på:

• At kommunen ikke havde dokumenteret, at oplandet som helhed bidrog med for stor nitratbelastning, således at grundvandet ikke kunne anvendes som drikkevand på kort og lang sigt.
• At der ikke forelå dokumentation for, hvad udvaskningen af nitrat var fra lodsejerens areal.
• At kommunen ikke havde inddraget oplysninger om, hvad udvaskningen af nitrat tidligere havde været i oplandet, hvorfor kommunen ikke i tilstrækkeligt omfang havde sandsynliggjort, om udviklingen af nitrat alene skyldtes en ændret indvindingsstrategi fra vandværket, eller om udviklingen også kunne skyldes en ændret belastning med kvælstofholdig gødning.

Afgørelsen understreger, at landets kommuner er forpligtet til at dokumentere nødvendigheden af et forbud mod anvendelsen af planteværnsmidler eller af kvælstofholdig gødning. Derudover giver afgørelsen en antydning af, hvad kommunerne som minimum er forpligtet til at dokumentere. Afgørelsen er således både anvendelig for lodsejere, der er beliggende indenfor et indsatsområde, samt for landets kommuner, der som myndighed skal administrere reglerne og drage omsorg for, at betingelserne for et eventuelt forbud er opfyldt.

Du er velkommen til at kontakte vores eksperter, der kan yde dig specialiseret rådgivning inden for området. Dette gælder både, hvis du som lodsejer har et areal, der enten er eller forventes at blive omfattet af en indsatsplan, eller hvis du som sagsbehandler i en kommune er i tvivl om, hvordan reglerne skal administreres. Uanset om man er lodsejer eller kommune, er det helt afgørende – særligt efter den omtalte klagenævnsafgørelse – at betingelserne for et eventuelt forbud er nødvendigt, da et unødvendigt indgreb ikke vil kunne opretholdes. Derudover opstår der ofte tvivl om erstatningsniveauet, hvilket der også altid bør undersøges.