Frynsegoder i ansættelsesforhold kan modtages i mange forskellige former. Skattelovgivningen rummer en række bestemmelser, der normerer værdien af, hvad et frynsegode skal beskattes med.

En del af disse værdier angiver, at beskatningsgrundlaget er handelsværdien, mens andre beregnes matematisk. Sidstnævnte gælder f.eks. for fri bil, hvor man medregner 25 % af mindst 160.000 kr. op til 300.000 kr. og 20 % af værdien over 300.000 kr. i ens indkomstopgørelse som værdi af fri bil. Når først værdien af bilen er fastlagt, er beskatningsgrundlaget ligetil.

Men hvordan fastlægger man beskatningsgrundlag, når der er tale om fri autocamper? Det tog Vestre Landsret stilling til i en dom, som blev afsagt i foråret 2020.

Hvordan skal beskatning af fri autocamper ske?

Vestre Landsret tog stilling til to grundlæggende problemer.

For det første skulle Vestre Landsret vurdere, om beskatningen af fri autocamper skal ske efter den skematiske regel for fri bil, som angivet ovenfor, eller om den skal ske ud fra en handelsværdibetragtning. Den pågældende skatteyder fik medhold i, at beskatningen skal tage udgangspunkt i en handelsværdi, der svarer til værdien af at have køretøjet til rådighed, typisk den leje, man skal give på månedsniveau. I den konkrete sag blev handelsværdien fastsat til 12.000 kr. om måneden.

For det andet skulle landsretten vurdere, om beskatningen skal ske efter et rådighedsprincip, eller om den faktiske brug skal udgøre grundlaget. Hvis fri bil beskattes efter den skematiske regel, er der en formodning om, at man har rådighed over køretøjet. Man behøver ikke faktisk at bruge bilen privat – alene det, at man har rådighed over den, er tilstrækkeligt til, at der gennemføres en beskatning.

Da landsretten fandt, at man ikke skal bruge den skematiske værdi, var det nu skatteyderens håb, at man kun skulle beskattes af den faktiske brug af autocamperen.

Dette kunne landsretten dog ikke tiltræde. Landsretten fandt, at autocamperen var blevet observeret på skatteyderens privatadresse, og der påhvilede derfor hovedanpartshaveren en bevisbyrde for at sandsynliggøre, at autocamperen ikke var stillet til rådighed for privat benyttelse. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet.

Generelt er det næsten umuligt at løfte bevisbyrden for, at et køretøj ikke er stillet til rådighed for privat benyttelse. En af de muligheder, man har, er at fremlægge et kørselsregnskab for køretøjet, og det valgte skatteyderen i den konkrete sag også at gøre. Det fremlagte kørselsregnskab var imidlertid ikke resultatet af en løbende registrering, men udarbejdet til brug for sagen – og praksis på dette område er hård. Efterfølgende udarbejdede kørselsregnskaber tillægges nemlig ikke nogen vægt, og det var også udfaldet i den konkrete sag.

Konklusionen var derfor ligetil for Vestre Landsret: Autocamperen havde stået til rådighed for skatteyderen i hele perioden, og beskatningen blev derfor gennemført med samme månedsbeløb for hele året – uanset om skatteyderen havde brugt autocamperen eller ej.

Konklusion

Afgørelsen kan forekomme hård, navnlig det forhold, at rådighedsbeskatningen gennemføres, når den tekniske beregningsregel i ligningslovens § 16, stk. 4 ikke vil skulle finde anvendelse.

Man må imidlertid have den ramme, som Vestre Landsret opstiller, for øje. Den angiver, at en rådighedsbeskatning ved et frynsegode kan forekomme generelt, også selvom det ikke fremgår af lovgivningen. Får man stillet frynsegoder til rådighed som privatperson fra sin arbejdsgiver eller sit selskab, kan der være risiko for en væsentlig beskatning.

Kontakt DAHL

Har du spørgsmål til den konkrete dom, til beskatning af fri bil/autocamper eller et andet skatterelateret spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte DAHLs eksperter. Vi rådgiver om skatteretlige spørgsmål af enhver art.