Hvornår bliver tabsbegrænsningspligt aktuel i byggesager?
Det følger af dansk rets almindelige erstatningsregler, at den erstatningsberettigede har pligt til at begrænse sit tab. Denne pligt gælder også i byggesager og kan både tilfalde entreprenør og bygherre, afhængigt af det konkrete tilfælde. F.eks. har entreprenøren tabsbegrænsningspligt ved bygherrens uberettigede ophævelse, og bygherren har tabsbegrænsningspligt ved påberåbelse af mangler. Læs mere om de to scenarier her.
Entreprenørens tabsbegrænsningspligt: Når bygherren uberettiget ophæver entreprisekontrakten
Entreprenørens krav på erstatning ved bygherrens uberettigede ophævelse af entreprisekontrakten vil som udgangspunkt udgøre entreprenørens mistede fortjeneste/mistede dækningsbidrag, som entreprenøren pådrager sig ved ikke at færdiggøre entreprisen.
Entreprenørens tabsbegrænsningspligt kommer til udtryk i talrige eksempler, som praksis på området har vist. Her fremgår det, at der ofte foretages et fradrag i entreprenørens erstatningsopgørelse.
Fradraget udgør det (skønsmæssigt fastsatte) beløb, som entreprenøren kunne have indvundet i den ophævende periode. Entreprenøren bør være opmærksom på dette forhold, hvis bygherren uberettiget skulle ophæve entreprisekontrakten. Entreprenørens erstatning for mistet dækningsbidrag vil som oftest blive fastsat skønsmæssigt af voldgiftsretten.
I en nyere voldgiftskendelse, T:BB 2020.644 VBA, blev det fastslået, at bygherrens ophævelse af entreprisekontrakten var uberettiget. Entreprenørens erstatningskrav blev opgjort til dennes mistede dækningsbidrag. Skønsmandens oplysning om, at der i den pågældende branche normalt regnes med et dækningsbidrag på 25-30 %, indgik i vurderingen af entreprenørens erstatningsopgørelse. Imidlertid foretog voldgiftsretten et fradrag i entreprenørens erstatningsopgørelse med den begrundelse, at ”(…) arbejdet ifølge parternes aftale skulle udføres over en længere tidshorisont, hvilket har forøget mulighederne for at begrænse tabet ved at anvende ressourcerne til andet arbejde.”
Ligeledes i voldgiftskendelsen T:BB 2019.519 VBA havde underentreprenøren krav på erstatning svarende til det mistede dækningsbidrag, da hovedentreprenøren uberettiget ophævede kontrakten. Underentreprenøren kunne i den pågældende sag fremlægge kalkulationer, som var udarbejdet til brug for tilbudsgivningen. Af kalkulationerne fremgik det, at underentreprenøren havde beregnet et dækningsbidrag på 28,5 %. Voldgiftsretten tog udgangspunkt i underentreprenørens erstatningsopgørelse på kr. 1.442.980,00, herunder et dækningsbidrag på 28,5 %, men fastsatte herefter skønsmæssigt den mistede erstatning til kr. 500.000,00. Voldgiftsrettens begrundelse var, at der måtte ”(…) tages hensyn til de usikkerheder, som fulgte af, at der kun var blevet udført en lille del af entreprisen. Muligheden for at begrænse tabet var ligeledes større, når entrepriseforholdet blev afbrudt på et tidligere tidspunkt.”
De to kendelser her illustrerer, i hvilket omfang bygherren kan få medhold i et synspunkt om, at entreprenøren kan nyttiggøre sine ressourcer ved at skaffe sig indtægter ved udførelse af andre entrepriseopgaver. Som udgangspunkt vil formodningen være, at den erstatningsberettigede entreprenør ville have påtaget sig andet arbejde, såfremt han kunne have fået det. Imidlertid er der også en formodning for, at entreprenøren vil kunne afsætte sine ressourcer til anden side, særligt i de tilfælde hvor tidsperioden er længere.
Bygherrens tabsbegrænsningspligt: Når arbejdet er mangelfuldt
Et af hensynene bag tabsbegrænsningspligten er, at den erstatningsberettigede ikke skal have tilkendt erstatning for et tab, man burde have undgået. Tabsbegrænsningspligten kan også blive aktuel for bygherren ved påberåbelse af mangler.
For så vidt angår spørgsmålet om mangler, skal bygherren foretage nødvendige foranstaltninger for at sikre, at skaderne ikke udvikler sig yderligere; det illustrerer en nyere voldgiftskendelse, T:BB 2020.533 VBA, hvor manglerne vedrørte revner i facadepuds. Voldgiftsretten fastslog, at den fornødne bevissikring havde fundet sted på tidspunktet for den første skønserklæring. Derfor burde bygherren som led i sin tabsbegrænsningspligt have iværksat tiltag, der skulle sikre, at skaderne ikke udviklede sig yderligere. Af samme årsag fandt voldgiftsretten, at kun det skadesomfang, som blev konstateret i den nævnte skønserklæring, var relevant. Med andre ord kunne det ikke bebrejdes entreprenøren (eller rådgiveren), at skaderne udviklede sig i et betydeligt omfang.
Kontakt DAHL
Hos DAHL har vi solid erfaring med at yde kompetent rådgivning om entrepriseretlige forhold. Du er altid velkommen til at kontakte en af vores specialister, hvis du har spørgsmål til den omtalte sag, hvis du sidder med lignende tvister, eller hvis du har andre spørgsmål af entrepriseretlig karakter.