Sagen omhandlede en entrepriseretlig tvist mellem A og B. 

B havde i sagen nedlagt en påstand om erstatning for mangler ved det arbejde, A havde udført som underentreprenør. Under sagen ønskede B at fremlægge en skønserklæring og en supplerende skønserklæring, som var indhentet under en tidligere sag mellem B og bygherren på projektet.

Efter retsplejelovens § 341 a, stk. 1 har en part mulighed for at fremlægge ensidigt indhentede erklæringer, medmindre erklæringens indhold eller omstændighederne ved tilblivelsen giver grundlag for at fravige udgangspunktet. Bestemmelsen blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 1725 af 27. december 2016 og er en kodificering af dagældende praksis.

Byrettens afgørelse

Byretten nåede frem til, at erklæringen kunne fremlægges med den begrundelse, at der var tale om en ensidigt indhentet erklæring efter retsplejelovens § 341 a, stk. 1, og at A ikke havde fremsat indsigelser mod skønsmandens habilitet eller kompetence eller mod formuleringen af de spørgsmål samt supplerende spørgsmål, som skønsmanden havde besvaret. Ligeledes lagde byretten vægt på, at A var af den opfattelse, at skønsmanden ikke havde begået fejl, og at A havde mulighed for at stille spørgsmål til skønsmanden under sagen. Der var således ikke grundlag for at fravige udgangspunktet.

Landsrettens afgørelse

I landsretten nåede flertallet frem til, at syn- og skønserklæringen ikke var omfattet af retsplejelovens § 341 a, stk. 1, men at der under de konkrete omstændigheder ikke var grundlag for at nægte at fremlægge erklæringerne. 

Højesterets afgørelse

Højesteret nåede frem til, at erklæringerne var omfattet af retsplejelovens § 341 a, stk. 1. Begrundelsen herfor var, at der var tale om sagkyndige erklæringer, der var udarbejdet efter en besigtigelse og som følge deraf indeholdt en beskrivelse og vurdering af de faktuelle forhold. Idet der var tale om erklæringer, som var indhentet inden sagens anlæg, var de omfattet af retsplejelovens § 341 a, stk. 1.

Videre fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at ensidigt indhentede erklæringer kan fremlægges. Højesteret lagde ved vurderingen til grund, at A havde mulighed for at stille spørgsmål til den skønsmand, som havde udarbejdet erklæringerne under sagen.

Herved nåede Højesteret frem til, at skønserklæringer, der er indhentet i en anden sag med en anden modpart, betragtes som en ensidigt indhentet erklæring efter retsplejelovens § 341 a, stk. 1, og vurderingen af, om erklæringerne skal fremlægges, følger den almindelige vurdering efter bestemmelsen. 

Kontakt DAHL

Har du spørgsmål til den omtalte sag eller spørgsmål til ensidigt indhentede erklæringer i al almindelighed, er du velkommen til at kontakte DAHLs eksperter. Vi yder professionel rådgivning på området.