Reglerne om virksomhedspant blev indført med ikrafttræden 1. januar 2006.

Fra starten har der været usikkerhed om, hvornår en virksomhedspanthaver (typisk en bank) havde tiltrådt sit pant. Spørgsmålet er betydningsfuldt. Når panthaveren har tiltrådt sit pant, vil den ramme for pantesikkerhed, som virksomhedspantet er udtryk for, blive nedbragt i takt med, at panthaveren opnår fyldestgørelse via de pantsatte aktiver. Hvis panthaveren derimod ikke har tiltrådt pantet, består den fulde pantsætningsramme, selvom virksomhedspanthaveren af anden grund har fået sit tilgodehavende nedbragt.

Spørgsmålet om tiltrædelse har derfor stor betydning ved økonomisk sammenbrud og for fordelingen af værdien af de pantsatte aktiver mellem virksomhedspanthaveren og de øvrige kreditorer (boet).

En virksomhedspanthaver har selvfølgelig tiltrådt sit pant, hvis panthaveren tilkendegiver, at man gør det. Usikkerheden har bestået i at afgøre, hvornår en tiltrædelse kunne foregå ”stiltiende”. Altså ikke ved at panthaveren klart og udtrykkeligt tilkendegiver, at pantet tiltrædes, men ved at panthaveren på anden måde agerer i forhold til pantsætteren.

Højesteret har den 29. november 2016 haft lejlighed til at træffe afgørelse i en sag om netop det spørgsmål.

Sagen omhandler et flyselskabs konkurs. Nogle måneder inden konkursen havde banken meddelt, at man ønskede engagementet med flyselskabet afviklet, da banken ville indskrænke sin ”involvering” i luftfartssegmentet. Gennem nogle måneder drøftede man en plan for afvikling af engagementet uden rigtigt at nå til noget resultat, og nogle uger forinden konkursen opsagde banken engagementet.

Frem til konkursen var der yderligere drøftelser, hvor man bl.a. fra det senere konkursramte flyselskabs side accepterede, at man ikke uden bankens samtykke ville foretage væsentlige træk på sine konti, bortset fra som sædvanligt led i den daglige drift.

For god ordens skyld bemærkes, at ovenstående er en meget forenklet gengivelse af sagens meget komplicerede omstændigheder.

Spørgsmålet, som først Landsretten og senere Højesteret skulle tage stilling til, var, om banken ved sin adfærd med opsigelse mv. havde tiltrådt sit pant. Både Landsret og Højesteret nåede frem til, at det ikke var tilfældet.

Højesteret fremhæver i sine præmisser, som i øvrigt er bemærkelsesværdigt kortfattede, at banken ikke overfor flyselskabet havde givet udtryk for, at banken tiltrådte eller agtede at tiltræde sit pant. Banken havde heller ikke forhindret flyselskabet i at råde over de fysiske aktiver, der var omfattet af pantet. Banken havde heller ikke frataget flyselskabet rådigheden over de fordringer, der var omfattet af pantet, f.eks. ved at forhindre selskabet i som led i en daglig drift at hæve på sine konti.

Banken havde altså ikke tiltrådt sit pant, hvilket betød, at banken i konkursen kunne håndhæve sine panterettigheder med virksomhedspantets fulde pantsætningsramme.

Det er nærliggende at læse Højesterets dom således, at tiltrædelse af et virksomhedspant forudsætter, enten at virksomhedspanthaveren (banken) udtrykkeligt har tilkendegivet, at man tiltræder eller har til hensigt at tiltræde sit pant, eller at banken foretager sig noget, der fratager pantsætteren rådigheden over aktiverne omfattet af pantet. Der skal enten en klar tilkendegivelse eller en rådighedsberøvelse til, før en virksomhedspanthaver kan siges at have tiltrådt sit pant.

Så længe rådighedsberøvelse ikke er sket, er det herefter ikke udtryk for tiltrædelse, at banken eksempelvis har opsagt engagementet, eller at der på anden vis er en drøftelse eller dialog mellem virksomhedspanthaveren og pantsætteren om afvikling/indfrielse af engagementet. På den vis skaber Højesteret en vis klarhed over retsstillingen om spørgsmålet.