Det er ikke længere muligt at oprette et såkaldt iværksætterselskab (IVS), da Folketinget i foråret 2019 vedtog helt at udfase denne selskabsform. Afskaffelsen af iværksætterselskabet indebærer, at alle eksisterende IVS’er skal omregistreres til en anden selskabsform eller opløses inden den 15. oktober 2021. Overholder man ikke denne deadline, vil selskabet blive tvangsopløst.

Mange virksomhedsejere har i kraft heraf allerede omregistreret deres IVS til et anpartsselskab (ApS), og det må forventes, at endnu flere gør det samme efterhånden, som deadline i oktober 2021 nærmer sig. De fleste virksomhedsejere er opmærksomme på de selskabsretlige konsekvenser, som en omregistrering fra IVS til en anden selskabsform indebærer. Det er imidlertid ikke alle, der er opmærksomme på, at en ændring af selskabsform også kan få visse konsekvenser for ægtepagter, som er oprettet med det formål at gøre selskabet til særeje i tilfælde af separation, skilsmisse eller død. En omregistrering kan nemlig i visse tilfælde bevirke, at der opstår tvivl om, hvorvidt – og i hvilket omfang - selskabet fortsat tilhører ejerægtefællen som særeje.

Grunden til dette er, at der for ægtepagter gælder et beskrivelseskrav - også kaldet specifikationskrav – som foreskriver, at genstande i en ægtepagt skal kunne identificeres. Formålet med kravet om specifikation er at skabe klarhed over, hvilke aktiver der er omfattet af ægtepagten og dermed bliver gjort til særeje. Specifikationskravet i relation til et kapitalselskab opfyldes ved oplysning om selskabets navn, CVR-nr., antal af kapitalandele samt deres nominelle værdi. Ægtefællens særeje er således begrænset til at omfatte de i ægtepagten angivne kapitalandele - hverken færre eller flere. Det vil naturligvis ofte være alle kapitalandele i selskabet.

Kravet om specifikation indebærer desuden, at en særejebestemmelse ikke må give mulighed for, at en ægtefælle senere vilkårligt kan forøge sit særeje på bekostning af delingsformuen og dermed forrykke formueforholdet på et skifte. Netop dette krav betyder, at man i en ægtepagt som hovedregel ikke kan bestemme, at fremtidige erhvervelser skal tilhøre en ægtefælle som særeje. Som eksempler på disse begrænsninger kan det nævnes, at det ikke for ægtefæller er muligt at indgå aftale om, at ægtefællens til en hver tid ejede smykker skal være vedkommendes særeje. Tilsvarende er det ikke muligt at aftale, at ægtefællens til en hver tid ejede kapitalandele i en virksomhed skal være vedkommendes særeje. Sådanne formuleringer vil nemlig give adgang til en vilkårlig forøgelse af særejet og vil derfor enten blive afvist fra tinglysning eller tilsidesat på et eventuelt skifte. Modsat vil ægtefæller gyldigt kunne aftale, at alt, hvad de fremadrettet modtager i gave eller lønindtægt, skal være den pågældendes særeje. Det skyldes, at fremtidige erhvervelser i form af gaver og lønindtægter også afhænger af visse ydre omstændigheder, og således ikke på samme måde giver ægtefællen mulighed for egenhændigt at forøge sit særeje på bekostning af delingsformuen.

Ægtefællelovens § 25 indeholder det såkaldte surrogationsprincip, som fastsætter at det, der træder i stedet for særeje, er særeje mens det, der træder i stedet for delingsformue, er delingsformue. Tilsvarende gælder for indtægter af et aktiv, således at det er det indtægtsgivende aktivs formuestatus, der er afgørende for, om indtægterne er særeje eller delingsformue. Som eksempler på indtægter kan nævnes lejeindtægter, renteindtægter og selskabsudbytte. Har en ægtefælle i en ægtepagt bestemt, at den pågældendes kapitalandele i et selskab skal være særeje, indebærer surrogationsprincippet, at den købesum, der indkommer ved et salg af kapitalandelene, tillige skal tilhøre ægtefællen som særeje. Tilsvarende vil selskabets indtægter, i form af udbytte, være særeje for ægtefællen.

Ægtefællerne har i en ægtepagt mulighed for at fravige surrogationsprincippet, idet de kan aftale, at surrogater af særeje i stedet skal tilhøre ægtefællen som delingsformue. Modsat er der ikke i loven givet hjemmel til, at ægtefællerne kan aftale, at surrogater af delingsformuen skal være særeje. Havde sådanne aftaler været gyldige, ville det have medført en yderst utilsigtet retstilling, hvor en ægtefælle uden videre ville kunne forøge sit særeje på bekostning af delingsformuen blot ved at erstatte sine eksisterende aktiver med nye. Netop surrogationsprincippet får betydning for i hvilket omfang, der kan ske kapitalforhøjelse i et selskab, uden at det påvirker en eksisterende bestemmelse om særeje for en ægtefælles kapitalandele.

En kapitalforhøjelse i et selskab kan ske på flere måder, herunder ved kontantindskud, ved apportindskud, ved gældskonvertering eller ved en fondsemission. I alle tilfælde vil det indebære en forhøjelse af selskabets kapitalgrundlag gennem tegning af nye kapitalandele. Netop fordi der tegnes yderlige kapitalandele, kan der opstå tvivl om, hvorvidt en eksisterende bestemmelse om særeje også omfatter de nye kapitalandele, som udstedes i forbindelse med kapitalforhøjelsen. Som det er beskrevet ovenfor, vil en særejebestemmelse, som udgangspunkt, kun omfatte det antal kapitalandele, der er angivet i ægtepagten, og således ikke de nye kapitalandele som tegnes ved kapitalforhøjelsen. Foretages en kapitalforhøjelse ved eksempelvis kontantindskud af delingsformuemidler, vil de nye kapitalandele som følge af surrogationsprincippet tilsvarende opnå status af delingsformue. De nye kapitalandele træder nemlig i stedet for de delingsformuemidler, som indskydes i selskabet.  Særejet - i henhold til en eksisterende ægtepagt - vil derfor være begrænset til at omfatte det oprindelige antal kapitalandele. Det betyder, at kun en del af selskabet, efter kapitalforhøjelsen, fortsat vil være beskyttet i tilfælde af separation, skilsmisse eller død.

Foretages en kapitalforhøjelse derimod ved fondsemission, vil surrogationsprincippet føre til det modsatte resultat. Det skyldes, at udstedelsen af nye kapitalandele ved en fondsemission sker ved, at selskabets frie reserver omdannes til selskabskapital. En sådan kapitalforhøjelse er derfor karakteriseret ved alene at være en regnskabsmæssig ompostering, hvorved der ikke sker indskud af midler udefra. Ved en kapitalforhøjelse ved fondsemission vil også de nye kapitalandele derfor være ægtefællens særeje.

Afskaffelsen af IVS’erne indebærer, at mange ejere af et IVS netop nu står over for valget om enten at opløse deres selskab eller gennemføre en kapitalforhøjelse for at opfylde det forøgede krav til kapitalgrundlag for et ApS. For de virksomhedsejere er det derfor helt afgørende, at de er opmærksomme på de konsekvenser, som en kapitalforhøjelse kan have for deres eksisterende særeje. Kun i de tilfælde hvor kapitalforhøjelsen sker ved fondsemission, vil særejet fortsat bestå fuldt ud for samtlige af selskabets kapitalandele. I øvrigt vil en kapitalforhøjelse medføre en udvanding af særejet, da de nye kapitalandele ikke vil være omfattet af en eksisterende særejeklausul. Konsekvensen heraf er, at de kapitalandele, som efter kapitalforhøjelsen indgår i delingsformuen, vil skulle ligedeles med en ægtefælle på et eventuelt skifte.

Som følge heraf bør de berørte virksomhedsejere overveje at opdatere deres eksisterende ægtepagt med angivelse af selskabets samlede antal kapitalandele og nominelle værdi efter kapitalforhøjelsen. Alene på den måde sikrer man, at særejet også efter omregistreringen til et ApS omfatter hele selskabet. Da en ægtepagt er karakteriseret ved at være en aftale mellem to ægtefæller, forudsætter en opdatering af en eksisterende ægtepagt imidlertid, at begge ægtefæller er enige herom.

Har du brug for sparring?

Vil du vide mere, eller har du spørgsmål til reglerne for ægtepagter, er du velkommen til at kontakte DAHLs Privat Client-team. De har indgående viden og mange års erfaring på området.