Ved de danske domstole er der i princippet en fri bevisbedømmelse. Dette er fastslået i retsplejelovens § 344, stk. 1. Det betyder, at man kan forsøge at bevise sin sag over for retten på den måde, man finder hensigtsmæssig – dog begrænset af at en bevisførelse f.eks. ikke må være ulovlig eller på anden måde noget som sund fornuft må afvise. Efter § 344, stk. 1, er det retten, der afgør hvilke faktiske omstændigheder, der skal lægges til grund for sagens pådømmelse. Rettens dommere vil ofte læne sig op ad de sagkyndiges erklæring, herunder skønserklæring, som traditionen tro vil blive tillagt stor bevismæssig betydning. Dommerne er dog ikke bundet af noget i deres bevisbedømmelse – end ikke syns- og skønserklæringer fra sagkyndige.

Hvad betyder syn og skøn generelt i bevisvurderingen?

Retsplejelovens kapitel 19 fastlægger reglerne for syn og skøn i den danske retspleje. Syns- og skønserklæringer skal tillægges en betydelig bevismæssig betydning, da erklæringerne tilvejebringer en objektiv, upartisk og sagkyndig erklæring om et forhold, som kan hjælpe retten med at vurdere, hvordan en given sag skal afgøres.

Dommere ved de danske domstole er uddannede jurister, og det er de færreste dommere, der har anden uddannelse med relevans i forhold til tekniske problemstillinger. Her giver syns- og skønsordningen dommerne mulighed for at få ekspertise i det tekniske faktum, som er væsentligt for at dommerne kan udøve deres juridiske skøn på baggrund af foreliggende beviser.

Hvad skal der til før syns- og skønsvurderinger udfordres?

Som nævnt er retten ikke bundet af de sagkyndiges syns- og skønserklæringer på grund af princippet om den frie bevisbedømmelse. Det betyder, at dommerne i en tvist godt kan nå til et resultat, som er modstridende med den sagkyndiges erklæring. Et eksempel på en sådan afvigelse, som godt nok stammer fra Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg, findes i en nyere kendelse, som har været ført af en af DAHLs advokater.

Sagen omhandlede mangler ved en større gulventreprise udført i en totalrenoveret erhvervsejendom. Voldgiftsretten nåede - på trods af indholdet af skønserklæringer, der fastslog, at der var mangler - frem til, at der ikke var mangler ved ejendommens undergulve. Efter bevisførelsen og afhjemlingen af skønsmanden lagde voldgiftsretten til grund, at skønsmanden ikke havde foretaget destruktive indgreb i undergulvene med henblik på at vurdere, om undergulvene i øvrigt var udført i strid med forskrifterne eller i strid med god håndværkerskik. Voldgiftsretten lagde tillige vægt på, at der efter bevisførelsen var anvendt egnede og foreskrevne materialer til undergulvenes opbygning. Yderligere havde voldgiftsretten besigtiget de omhandlede gulve, hvor de påberåbte synlige fejl og mangler ved gulvene. Imidlertid kunne voldgiftsretten ved besigtigelsen af gulvet ikke konstatere synlige forhold, der afgørende talte for, at manglerne skyldtes fejl ved undergulvet.

Voldgiftsretten fandt på den baggrund, at det ikke var bevist, at der var mangler ved undergulvene. Skønsmandens vurdering kunne dermed ikke tiltrædes af voldgiftsretten.

Kendelsen er et eksempel på, hvad der skal til, før syns- og skønsvurderinger udfordres, når retten har en begrundet mistanke om, at skønsmandens vurdering er baseret på et ikke fuldstændigt oplyst grundlag, og ingen andre omstændigheder taler for skønsmandens vurdering.

For fuldstændighedens skyld bemærkes, at voldgiftsretten fandt det bevist, at der var så mange andre mangler ved gulvet, at klienten fik medhold i et krav om fuld erstatning for udskiftning af gulvene.

Forskel på voldgiftsretten og domstolene?

En voldgiftsret kan f.eks. bestå af enten en enkelt teknisk dommer, en juridisk dommer eller en blanding af tekniske og juridiske dommere. Dommerne udpeges også til en enkelt tvist ad gangen. Dette betyder, at sammensætningen af dommere i en voldgift typisk vil være mere specialiseret. Dette står i modstrid til domstolenes system, hvor der kun vil være juridiske dommere.

Som en naturlig følge af forskellene i sammensætningen af dommere, henholdsvis ved voldgiftsretten og domstolene, vil voldgiftsretten have mere viden om sagens tekniske aspekter. Dette vil formentlig medføre, at voldgiftsretterne, selvom de fortsat vil være tilbageholdne, vil være mere tilbøjelige til at tilsidesætte syns- og skønserklæringer, da der blandt voldgiftsdommerne typisk vil være mere teknisk viden om det materielle indhold af disse erklæringer.

Bevisværdien af syns- og skønserklæringer kan altså ikke blot tages for givet som en garanti for, at det erklæringen udtrykker, er den gældende sandhed ved hverken domstolene eller voldgiftsretten. Det er hermed ikke sagt, at bevisværdien af en syns- og skønserklæring blot er en formalitet. Bevisværdien af en syns- og skønserklæring er og bliver meget tungtvejende, medmindre den åbenlyst kan udfordres.

Har du brug for sparring eller vil du vide mere?

Hos DAHL yder vi kompetent rådgivning om entrepriseretlige forhold. Du er altid velkommen til at kontakte vores specialister, hvis du har spørgsmål til den omtalte sag, hvis du sidder med lignende tvister, eller hvis du har andre spørgsmål af entrepriseretlig karakter.