For erhvervsadvokater er spørgsmål om forældelse et tema, der altid skal undersøges som noget af det første ved en sags opstart.

Ganske ofte vil en sag involvere flere krav – typisk pengekrav – mellem to eller flere parter. Det er af afgørende betydning at få afklaret ved sagens begyndelse, om et eller flere af disse krav enten er forældet eller er i risiko for at forældes, mens sagen ligger på advokatens bord. I så fald skal der tages skridt til at afbryde forældelsen.

Forældelse er noget ”giftigt stads”. Er forældelse indtrådt, er kravet endeligt og definitivt bortfaldet og kan ikke vækkes til live igen. Lider en part tab i en sag, fordi et ellers berettiget krav forældes, mens sagen ligger hos advokaten, vil advokaten næsten undtagelsesfrit være erstatningsansvarlig for tabet som følge af den indtrådte forældelse da det er en integreret del af advokatens arbejde at afklare forældelsesspørgsmål og forhindre retstab for sin klient. Overser man en truende forældelse, har man sædvanligvis svigtet sin professionelle rådgivningsopgave.

Forældelsen kan afbrydes ved indgåelse af suspensionsaftale med den berørte modpart, eller på en af de måder som omtales i Forældelsesloven. Den klassiske måde er ved indledning af retsskridt i form af indgivelse af et processkrift, hvor kravet gøres gældende.

Loven siger imidlertid også, at de indledte retsskridt skal forfølges ”indenfor rimelig tid”. Dette får selvstændig betydning, hvis sagsøgeren ikke følger de tidsfrister, som retten fastsætter for sagens fremme, herunder frister for indlevering af processkrifter, eller hvis sagen udsættes med henblik på forligsforhandlinger, som trækker ud eller ikke indledes inden udløbet af forældelsesfristen.

I tilfælde hvor flere skyldnere hæfter solidarisk for et krav, eller hvor kravets eksistens afhænger af et andet retsforhold, kan indledning af retsskridt virke dramatisk og fordyrende og måske vise sig at være helt overflødigt. I så fald kan man vælge at give procesunderretning. Herved bliver den procesunderrettede ganske vist ikke part i sagen med de deraf afledte økonomiske konsekvenser, men man har i det mindste modtaget en orientering og en opfordring til at varetage sine interesser i forhold til sagen, f.eks. til bevisoptagelsen m.v.

I forhold til forældelse følger det af forældelsesloven, at procesunderretning foreløbigt afbryder forældelsen. Har en skyldner modtaget procesunderretning, forældes fordringen tidligst et år efter, at sagen er endelig afsluttet.

Imidlertid har det været omdiskuteret, hvorledes retsstillingen er i forhold til et krav, der gives procesunderretning om, såfremt kravet efterfølgende viser sig at være forældet, da sagen blev startet op.

Højesteret har i en nyere afgørelse (Ugeskrift for Retsvæsen 2021, side 591 HD) fastslået, at det er en betingelse for, at en procesunderretning foreløbigt afbryder forældelsen, at kravet i den sag der underrettes om, ikke var forældet på det tidspunkt, hvor retsforfølgning i den pågældende sag blev indledt. Dette gælder også, hvor det først senere bliver fastslået, at forældelse var indtrådt.

Den konkrete sag

Ved udgangen af 2010 anlagde to selskaber, A og B, der begge var repræsenteret ved B’s advokat, en erstatningssag mod en fælles modpart C ved Sø- og Handelsretten.  

Fordi advokaten oversad en procesfrist, afviste Sø- og Handelsretten sagen den 21. marts 2014. Dette var A forståeligt nok noget utilfreds med, og den 20. maj 2014 afholdtes et møde om sagen med deltagelse af A’s nye advokat.

A genanlagde sagen mod C ved Sø- og Handelsretten i marts 2015 og forhøjede nu påstanden til ca. 50 mio. kr.

Efterfølgende sendte A’s nye advokat i juli måned 2015 den nye stævning og svarskrift til B og B’s advokat med et forbehold om at gøre erstatningsansvar gældende, hvis den genanlagte sag var forældet.

I januar 2016 afgjorde Sø- og Handelsretten, at kravet i den genanlagte sag var forældet, da A ikke havde forfulgt sagsanlægget fra 2010 ”indenfor rimelig tid”. A ankede dette til Østre Landsret.

I marts 2016 indgik parterne en suspensionsaftale vedrørende det varslede erstatningskrav. I oktober 2016 stadfæstede Østre Landsret, at sagen var forældet (Ugeskrift for Retsvæsen 2017, side 409 ØLD).     

Herefter stævnede A i oktober 2017 B og B’s advokat med krav om erstatning, i anledning af at kravet mod C var tabt som følge af mangelfuld sagsførelse.

Byretten frifandt B og B’s advokat under henvisning til, at kravet var forældet, da der ikke var sket procesunderretning af B og B’s advokat, og at betingelserne for afbrydelse af forældelse i øvrigt ikke var opfyldt.

Landsretten ophævede imidlertid dommen, da landsdommerne var af den opfattelse, at der var sket procesunderretning, som havde afbrudt forældelse i sagen. Med Procesbevillingsnævnets tilladelse blev denne afgørelse indbragt for Højesteret.

Højesterets dom

Højesteret stadfæstede Byrettens afgørelse. Sagen fik således det værste tænkelige udfald for A, der ikke blot mistede sit krav mod C, men også mod B og B’s advokat og samtidig skulle betale ganske betydelige sagsomkostninger til begge.

Men hvorfor kunne A ikke gøre sit krav gældende mod B og i særdeleshed B’s advokat, som jo oprindelig var skyld i, at kravet mod sagen faldt bort?  

Højesteret udtalte, at spørgsmålet var, om der var givet procesunderretning i henhold til Forældelseslovens regler for foreløbig fristafbrydende virkning af forældelse.

Efter ordlyden og forarbejderne af den relevante lovbestemmelse (§ 22) er det en betingelse for, at en procesunderretning foreløbigt afbryder forældelse, at kravet i den sag, der underrettes om, ikke allerede var forældet på det tidspunkt, hvor retsforfølgning blev indledt.

Da Østre Landsret i oktober 2016 fastslog, at sagen mod C var forældet, da den blev genanlagt, ville A ikke med fristafbrydende virkning kunne procesunderrette B og B’s advokat. Med andre ord skal der eksistere et krav, før det giver mening at afbryde forældelse af kravet.  

Perspektiver af dommen

Det kan næsten virke som en selvfølgelighed, når Højesteret når den konklusion, at B og B’s advokat skal frifindes, da kravet mod C på genanlæggelsestidspunktet var forældet. Som nævnt ovenfor indebærer forældelse, at kravet ikke længere eksisterer.  

Dommen illustrerer dog et par interessante vinkler i forhold til procesunderretning, suspensionsaftaler og forældelse. Man får næsten ondt af A, der ikke har meget held med sine advokater, der begår 3 væsentlige fejl.

A’s krav mod den oprindelige modpart C forældes, som følge af B’s advokats mangelfulde arbejde. B’s advokat forfulgte ikke kravet ”indenfor rimelig tid”, hvilket førte til sagens afvisning og dermed automatisk også indtræden af forældelse.   

Herefter ville A kunne gå efter B’s advokat og dennes ansvarsforsikring. Advokatens klare fejl begås i marts 2014 og forældes tre år efter dette tidspunkt. Imidlertid vælger A’s nye advokat at genanlægge den forældede sag og i stedet indgå en suspensionsaftale med B’s advokat efter, at Sø- og Handelsretten i første instans slår fast, at kravet er forældet.

Her er kæden hoppet af for anden gang. Suspensionsaftalen indgås på vilkår om automatisk udløb tre måneder efter endelig dom i sagen, dvs. uden at der skal ske særskilt skriftlig opsigelse. Dette er en dårlig aftale at indgå for en advokat, som derved påfører sig selv den helt unødvendige risiko, at han overser en absolut frist med erstatningsansvar til følge. Og det er tilsyneladende det, som sker.

Efter Østre Landsrets stadfæstelse af forældelsesspørgsmålet i oktober 2016, går der næsten et helt år, før A anlægger sagen mod B og B’s advokat vedrørende erstatning for mangelfuld rådgivning. Nu er kravet mod advokaten i mellemtiden forældet som følge af passivitet, og der er kun det håb tilbage, at sagen mod advokaten kan fastholdes i medfør af den procesunderretning, der er blevet givet på et tidligere tidspunkt, fordi denne procesunderretning suspenderede forældelsens indtræden.

Men som Højesteret klart fastslår, kan en procesunderretning om indledning af retsskridt i en forældet sag ikke suspendere forældelsen. Østre Landsret var kommet til et andet resultat.

Dommen siger ikke noget om, hvorvidt der blev rejst selvstændigt erstatningskrav mod A’s nye advokat som følge af manglende opfølgning på suspensionsaftalens udløb. Man kan kun håbe, at dette var tilfældet, da A ellers har mistet alle krav, som følge af mangelfuld rådgivning og mangelfuld opfølgning

Konsekvenser af kendelsen - hvad skal man gøre? 

Det skal altid afklares ved en sags begyndelse, om der kan være risiko for indtræden af forældelse af de krav, man ønsker at rejse i sagen.

Er dette tilfældet – eller ønsker parterne ikke at indlede retsskridt indenfor en overskuelig fremtid, hvorfor forældelse kan blive aktuelt senere – bør der straks indgås en suspensionsaftale i forhold til forældelsens indtræden, såfremt der er solidarisk eller alternativt hæftende parter involveret i sagen.

Suspensionsaftalen bør altid indgås på vilkår om, at der til dens ophør skal ske opsigelse med et vist passende varsel, som giver rimelig adgang til at indlede forældelsesafbrydende retsskridt inden opsigelsesvarslets udløb.

Kontakt DAHL

Har du spørgsmål til den konkrete sag eller til generelle procesretlige spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte DAHLs specialister. De har mange års erfaring i at yde rådgivning på området.