AB 18 (AB 92) og AB-Forbruger

Regelsættene AB 18 (AB 92) og AB-Forbruger er to forskellige sæt standardvilkår. AB-Forbruger er tilpasset de tilfælde, hvor bygherren er forbruger. Alligevel ses det med jævne mellemrum, at entreprenører indgår aftaler med forbrugere med henvisning til AB 18 eller AB 92. Dette er ikke forkert, men der kan være en række faldgruber, som entreprenøren skal være opmærksom på ved indgåelse af aftale med en forbruger.

Der er nemlig en række bestemmelser i AB 18 (AB 92), som ikke gyldigt kan vedtages med en forbruger. Forbrugerens retsstilling er en anden, end hvad der kan stå på skrift i kontrakten.

Entreprenørens mangelsansvar – den tidsmæssige udstrækning

Det fremgår af AB 18 (AB 92), at entreprenøren hæfter for skjulte mangler i fem år. Sådan en bestemmelse kan ikke gyldigt aftales med forbrugere. Entreprenøren hæfter for skjulte mangler i 10 år, når aftaleparten er forbruger. Den 10-årige forældelsesfrist er ufravigelig over for forbrugere, jf. forældelseslovens § 26, stk. 2. Det vil sige, at entreprenøren hæfter i 10 år for skjulte mangler, uanset om AB 18 (AB 92) er vedtaget.

Det er vigtigt, at entreprenøren sørger for, at der er lignede aftalevilkår mellem entreprenøren og forbrugeren såvel som mellem entreprenøren og underentreprenøren. Ellers risikerer entreprenøren at sidde i klemme, hvis der i aftaleforholdet mellem entreprenøren og underentreprenøren er vedtaget den i AB 18 (AB 92) absolutte reklamationsfrist på fem år. I sådan et tilfælde vil entreprenøren hæfte for et mangelskrav, som vedkommende ikke kan videreføre til en underentreprenør.

Tvisteløsning

Entreprenøren skal være opmærksom på, at der ikke gyldigt indgås en forudgående bindende voldgiftsaftale med forbrugere. Voldgiftsklausulen i AB 18 (AB 92) er således ikke bindende over for forbrugere. Forbrugeren har nemlig en udvidet forbrugerbeskyttelse, jf. voldgiftslovens § 7, stk. 2. Det fremgår nemlig af voldgiftslovens § 7, stk. 2, at en voldgiftsaftale i sager om forbrugeraftaler, der er indgået, før tvisten er opstået, ikke er bindende for forbrugeren.

Det vil sige, at i det tilfælde der er indgået aftale om voldgift i kontrakten, vil forbrugeren altid kunne påberåbe sig sin forbrugerbeskyttelse i voldgiftslovens § 7, stk. 2. Derved vil forbrugeren kunne kræve, at en eventuel tvist skal behandles ved de almindelige domstole.

Dette kan give anledning til problemer, hvis entreprenøren har indgået en voldgiftsaftale med sine underentreprenører. Entreprenøren risikerer nemlig, at en eventuel tvist med forbrugeren skal behandles ved de almindelige domstole, uden at entreprenøren kan inddrage en eventuel ansvarlig underentreprenør i den verserende retssag med forbrugeren.

Dette gør sig både gældende for syn og skøn og selve retssagen.

I så fald vil entreprenøren være nødsaget til at indlede en voldgiftssag mod underentreprenøren, som vil versere sideløbende med retssagen. Dette er upraktisk og en omkostningstung fremgangsmåde, idet der er to sager ved to forskellige systemer, som skal holdes i kog.

Minimering af risici i projektet

For at minimere sine risici i projektet bør entreprenøren ved indgåelse af aftale med forbrugere sikre, at der i relation til de øvrige medkontrahenter (underentreprenører) er tilsvarende aftalevilkår.

Spørgsmålet om forældelse af mangelsansvaret og spørgsmålet om tvisteløsning er blot eksempler på typiske faldgruber for entreprenøren ved indgåelse af aftale med en forbruger.

Derudover kan nævnes:

• Beløbsangivelse skal indeholde moms
• I AB-Forbruger stilles der ikke krav om, at entreprenøren stiller sikkerhed. Dette skal aftales særskilt
• I AB-Forbruger har entreprenøren før og under arbejdets udførelse en vejledningspligt over for forbrugeren
• Der er i AB- Forbruger ikke pligt til at holde 5-års gennemgang

Kontakt DAHL

Vil du vide mere, eller har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte DAHLs specialister, der dagligt rådgiver byggeriets parter om entrepriseretlige problemstillinger, kontraktforhold i byggeriet og løser tvister relateret til bygge- og anlægsprojekter.