Det er meget almindeligt, at familiemedlemmer yder lån til hinanden. Når forældre yder lån til deres børn, er det ofte med ønsket om at opnå en besparelse på den boafgift, der skal betales, når børnene arver ved forældrenes død.

At en forælder yder et lån til sit barn, fører ikke isoleret en afgiftsbesparelse med sig. Forælderens formue vil være den samme. Det kontante beløb forælderen har lånt sit barn, afløses af en fordring på barnet. Forælderens formue og dermed afgiftsgrundlaget er derfor ikke mindre, efter at lånet er ydet, end den var før.

Besparelsen opnås først ved, at gælden efterfølgende nedbringes som en gave fra forælder til barn. Derved formindskes forælderens formue, og det samme gør så afgiftsgrundlaget. Indenfor rammerne af hvad der kan gives uden betaling af gaveafgift, kan der dermed løbende overføres formue fra forældre til børn, som hverken belastes med gaveafgift eller en senere boafgift.

Gave eller lån?

I 2021 udgør det beløb, en forælder i et kalenderår kan give sit barn, uden at der skal betales gaveafgift, 68.700 kr. Giver man et højere beløb, skal der betales gaveafgift af beløbet udover bundgrænsen.

Har en forælder overført et beløb til sit barn, som er højere end den afgiftsfrie bundgrænse, skal det kunne dokumenteres, at der er tale om et lån og ikke en gave, hvis man vil undgå, at der skal betales gaveafgift. Derfor må det meget stærkt anbefales, at der oprettes et gældsbrev. Det vil dokumentere gældsforholdet, og dermed at der er tale om et lån.

Hvem yder lånet?

Begge forældre til et barn kan hver især give barnet en afgiftsfri gave indenfor beløbsgrænsen, men de skal hver især reelt give gaven. Hvis der til barnet overføres 2 x 68.700 kr., men det sker fra en konto, som kun den ene forælder ejer, så har denne som absolut udgangspunkt givet hele beløbet, og der skal betales gaveafgift af beløbet udover bundgrænsen, i eksemplet 68.700 kr.

Overføres beløbet til barnet fra forældrenes fælles konto, har de som udgangspunkt hver især givet en gave på halvdelen af det overførte beløb. I eksemplet vil hele beløbet nu være afgiftsfrit.

Det gælder naturligvis også, hvis forældrene har overført hvert sit beløb til barnet fra sin egen konto.

Det kan forekomme, at kun den ene forælder har likvide midler stående, når man ønsker at yde lånet. Er forældrene gift – hvilket jo ikke nødvendigvis er tilfældet - kan man gøre det på den måde, at den ene forælder først giver en gave på det relevante beløb til den anden forælder, hvorefter begge forældre kan give gaver til barnet. Disse dispositioner skal hver især kunne dokumenteres og skal være reelle, dvs. at der skal gennemføres en reel pengeoverførsel fra den ene forælder til den anden. Man skal derfor sikre sig skriftlighed, og man skal opbevare dokumentationen, som Skattestyrelsen måske flere år efter vil anmode om.

Man kan også lade forælderen med likviditeten yde hele lånet, og så bagefter overdrage halvdelen af gældsbrevet fra forælderen der har ydet lånet til den anden forælder. Er det planen, kan det være praktisk at oprette to gældsbreve fra starten, hver på halvdelen af lånebeløbet, så man kan overdrage det ene af dem.

Sådanne gaveoverdragelser fra en ægtefælle til den anden udløser hverken skat eller gaveafgift, men var tidligere forbundet med omkostninger til tinglysning, fordi der var krav om at oprette ægtepagt om sådanne gaver. Dette ægtepagtskrav er dog ophævet.

Man skal dog stadig huske, at gaveoverdragelserne også mellem ægtefæller skal kunne dokumenteres, så skriftlighed er stadig en nødvendighed.

Gældsbrevets indhold

I selve formuleringen af gældsbrevet gemmer sig et par fælder. Det gælder ikke mindst, når man som oftest ønsker, at gældsbrevet skal være både afdragsfrit og rentefrit. Barnet skal altså ikke løbende betale faste afdrag eller ydelser, og gælden skal ikke forrentes.

Gældsbrevet skal være på anfordringsvilkår. Det betyder, at långiver (forælderen) skal kunne kræve beløbet betalt til enhver tid, eventuelt med en kort frist på f.eks. 14 dage. Det er et krav for, at gældsbrevet - i skattemæssig henseende – kan betragtes som kurs 100 værd, sådan at man undgår beskatning af en eventuel kursgevinst ved den senere, løbende indfrielse af gælden. Er gældsbrevet ikke på anfordringsvilkår, risikerer man altså, at en afgiftsbesparelse ædes op af en skatteforpligtelse.

Barnet må derfor leve med, at mor og/eller far altid kan kræve at få gælden indfriet, og det kan være et bekymringspunkt for barnet.

Ved sådanne familielån ligger det naturligvis ofte ”i kortene”, at gælden år for år skal nedbringes ved, at der gives afgiftsfrie gaver. Undertiden ses det, at det i selve gældsbrevet er aftalt, at det skal ske, indtil gælden er afviklet. Det er dog en meget dårlig ide at indgå en sådan aftale. Nu har forælderen nemlig allerede forpligtet sig til at give disse gaver i de kommende år. Dermed er hele beløbet givet som gave med det samme – selvom gaven først effektueres løbende de følgende år. Det udløser forpligtelsen til at betale gaveafgift af hele ”lånet” med det samme, og den påtænkte afgiftsbesparelse er derved gået fløjten.

Afvikling af gælden

Som nævnt tidligere opnås afgiftsbesparelsen først, hvis man afgiftsfrit ved gave kan få gælden nedbragt.

En mulighed er naturligvis, at forælderen, der har ydet lånet, giver en afgiftsfri kontant gave til barnet, der så med det modtagne gavebeløb betaler et afdrag på lånet til forælderen. Anvendes den fremgangsmåde, skal pengestrømmene være reelle. Der skal altså gennemføre en reel og dokumenterbar overførsel af penge fra forælderen til barnet, og derefter fra barnet til forælderen.

Samtidig bør der gives gældsbrevet en påtegning om, at der på den måde er afdraget et beløb på gældsbrevet, og hvad den nye restgæld er.

Der er dog heller ikke noget i vejen for, at gælden nedbringes ved, at forælderen eftergiver en del af gælden, typisk et beløb svarende til bundgrænsen for en afgiftsfri gave. Det væsentlige er også her at sørge for, at det er dokumenterbart, at gælden på den måde er nedskrevet, herunder at barnet som låntager er blevet gjort bekendt med det. En gave er udtryk for et løfte fra giveren til modtageren, og gaven er reelt først givet, når det løfte er kommet frem til modtageren. Derfor skal det kunne bevises, at det er tilfældet. Gældsbrevet skal derfor påtegnes, at gælden er nedbragt på den måde, og det må klart anbefales, at både forælderen og barnet underskriver denne påtegning.

Når långiveren dør

Når forælderen (långiveren) dør, skal restgælden på det ydede lån medtages som et aktiv i forælderens dødsbo. Har man i perioden fra lånet blev givet til dødsfaldet nedbragt gælden med afgiftsfrie gaver, har man opnået en afgiftsbesparelse, da grundlaget for beregning af boafgift i dødsboet er blevet formindsket.

Den værdi et gældsbrev indgår med, skal godkendes af Skattestyrelsen ligesom værdien af øvrige aktiver i dødsboet. Derfor kan det være et tema i den proces, om det kan dokumenters, at gælden er nedbragt ved afdrag herunder afdrag i form af eftergivelse af gælden ved gaver. Det er derfor, man skal sikre sig dokumentationen som omtalt ovenfor.

I en kendelse fra Vestre Landsret fra oktober 2020 blev det fastslået, at et gældsbrev oprettet i 2010 skulle indgå i dødsboet med det fulde beløb. Arvingerne mente, at gældsbrevet var afviklet med de årlige afgiftsfrie gavebeløb, og afdødes advokat bekræftede, at det havde været afdødes intention at benytte den fremgangsmåde. Der forelå dog ikke dokumentation for ved påtegning på gældsbrevene eller på anden måde, at gaverne faktisk var givet. Der findes flere tilsvarende afgørelser.

Gaven skal være effektueret ved dødsfaldet. Undertiden hævder arvingerne – og kan også dokumentere - at afdøde før sin død havde givet dem tilsagn om at yde en gave, men gaven nåede ikke at blive udbetalt/effektueret før dødsfaldet. I så fald anses gaven ikke for givet.

I en kendelse fra Østre Landsret fra marts 2017 havde afdøde gennem flere år på nogenlunde samme tid ydet kontante gaver til sine børn. Ca. 10 dage før sin død bad afdøde sin bankrådgiver sælge nogle værdipapirer for at skaffe likviderne til at give de årlige gaver derefter. Det nåede dog ikke at blive ekspederet hurtigt nok, og selvom værdipapirerne var blevet solgt, var gavebeløbene ikke blevet overført til børnene. De kunne dermed ikke tages i betragtning ved boafgiftsberegningen.

Gaven skal være gyldig

For at en gave i form af eftergivelse af gæld kan tillægges betydning, skal den være gyldigt givet. Det kan lyde som en selvfølge, men det volder ikke helt sjældent problemer.

For at give en gave, skal giveren kunne handle fornuftsmæssigt. Er denne på grund af demens eller anden sygdom ude af stand til at forstå, hvad det indebærer at give en gave, vil dispositionen i form af gaven ikke være gyldig. Konsekvensen er, at der ses bort fra en gældseftergivelse ydet som gave, der på den måde rammes af ugyldighed.

Det kan være, at giveren har givet en anden, f.eks. men ikke nødvendigvis et barn, fuldmagt til at disponere i økonomisk henseende. Det kan være en særskilt fuldmagt til at disponere over konti i banken. Det kan også være en mere generel fuldmagt, der måske giver adgang til at disponere i alle henseender. Og det kan være en egentlig fremtidsfuldmagt oprettet efter regler herom i Fremtidsfuldmagtsloven.

Ved en fremtidsfuldmagt følger det af lovens regler, at den ikke kan danne grundlag for at give gaver, medmindre det udtrykkeligt er bestemt i fuldmagten.

En mere generel fuldmagt vil heller ikke nødvendigvis kunne bruges som grundlag for at give gaver. Det beror dog på en konkret bedømmelse af ordlyden og baggrunden for fuldmagten.

En sædvanlig bankfuldmagt indeholder i hvert fald ikke nogen selvstændig bemyndigelse til at give gaver.

Er en gave givet på grundlag af en fuldmagt, vil det derfor være et problem, hvis fuldmægtigen ikke kan dokumentere, at giveren konkret har bestemt, at gaven skulle gives og bedt fuldmægtigen om at effektuere den. Det skyldes, at selve fuldmagtsdokumentet langt fra, og slet ikke altid, i sig selv giver fuldmægtigen lov til at give gaver.

Dødslejegaver

Arvelovens § 93 bestemmer, at reglerne om testamente også finder anvendelse på gaver givet ”på dødslejet” eller med lovens ord ”kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden må anses for nært forestående og giveren var klar over dette”.

Formålet med reglen er at forhindre, at man ved dispositioner foretaget på dødslejet reelt kan forrykke formuefordelingen uden at være undergivet arvelovens regler om tvangsarv og formkravene ved testamente.

Det ses fra tid til anden, at der er givet gaver kort før dødsfaldet også ved nedskrivelse af gælden på familielån. Her kan man risikere, at sådanne nedskrivninger ikke tillægges betydning ved boafgiftsberegningen, hvis nedskrivningen kan karakteriseres som dødslejegaver.

Kontakt DAHL

Vil du vide mere, eller har du spørgsmål til familielån og gaver, er du velkommen til at kontakte DAHLs Private Client-team. Vi har indgående viden og mange års erfaring med at rådgive på området.