Kort om den nye kendelse

En kreditor havde som sikkerhed for sit lån til debitor pant i debitors faste ejendom. Af pantebrevet fremgik det, at der skulle betales terminer den 11/3, 11/6, 11/9 og 11/12. Eftersom debitor ikke betalte sin terminsydelse til forfald den 11. marts 2021, fremsendte kreditor den 24. marts 2021 en påkravsskrivelse med syv dages betalingsfrist. Påkravsskrivelsen blev fremsendt med almindelig post via et pengeinstitut. Debitor blev i påkravsskrivelsen orienteret om, at kreditor var berettiget til at opsige lånet iht. tinglysningslovens § 42 a, stk. 2, såfremt debitor ikke betalte restancen inden udløb af 7-dages-fristen.

Debitor betalte ikke restancen, og kreditor opsagde derfor den 15. april 2021 lånet til øjeblikkelig indfrielse. Debitor henvendte sig på baggrund af opsigelsesskrivelsen til kreditor og gjorde gældende, at han ikke havde modtaget påkravet sendt den 24. marts 2021.

Sagen blev sendt i fogedretten med henblik på foretagelse af pantebrevsudlæg og berammelse af tvangsauktion. Debitor gjorde i fogedretten samme indsigelse, men fogedretten fremmede fogedforretningen under henvisning til, at kreditor havde sendt flere breve til debitor på samme adresse, hvoraf ingen var kommet retur.

Debitor kærede kendelsen til Østre Landsret. Kreditor gjorde under sagen gældende, at der var sendt flere breve til debitor, og at ingen af brevene var kommet retur. Østre Landsret fastslog imidlertid, at kreditor ikke havde dokumenteret, at påkravet iht. tinglysningslovens § 42 a, stk. 2, var sendt og kommet frem til debitor. Konsekvensen af afgørelsen blev, at kreditor ikke var berettiget til at opsige lånet, hvorfor lånet ikke var opsagt.

Hvad siger hidtidig retspraksis?

Højesteret har i en afgørelse fra 2013 taget stilling til beviskravene i relation til, om et brev er kommet frem. Sagen i Højesteret vedrørte afbrydelse af forældelsesfristen, men beviskravene må alt andet lige også gælde i relation til en kreditors påkrav iht. tinglysningslovens § 42 a, stk. 2. I sagen udtalte Højesteret, at det er kreditor, der har bevisbyrden for, at et brev er kommet frem til debitor. Det er med andre ord kreditor, der bærer forsendelsesrisikoen. I bedømmelsen af, om et brev er kommet frem, indgår kreditors rutiner for postafsendelse og returnerede breve, ligesom eventuelt svigt ifm. postomdelingen hos debitor kan tillægges vægt. Herudover udtalte Højesteret, at der i tilfælde, hvor kreditor har sendt flere breve til debitor, hvoraf ingen er kommet retur, alene er en meget beskeden risiko for, at ingen af brevene er kommet frem. Slutteligt udtalte Højesteret, at det ikke kan udelukkes, at en kreditor kan løfte bevisbyrden for, at et brev er kommet frem til debitor, selv om der alene er afsendt ét brev – men at ét brev normalvis ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt.

Principperne i Højesterets afgørelse fra 2013 muliggjorde, at et pengeinstitut i 2017 var i stand til at dokumentere for Østre Landsret, at en betalingspåmindelse sendt med almindelig post i 2006 var kommet frem til debitor. Også denne afgørelse vedrørte forældelse, og det var i sagen betalingspåmindelsen fra 2006, der afbrød forældelsen. I afgørelsen lagde Østre Landsret vægt på, at der i perioden fra 2003-2010 var sendt årsopgørelser til debitor, hvor det alene var opgørelsen i 2004, der var kommet retur. Dette - sammenholdt med det i sagen oplyste om pengeinstituttets posthåndtering - var tilstrækkeligt til at dokumentere, at betalingspåmindelsen var kommet frem.

I 2018 tog Østre Landsret igen stilling til spørgsmålet. Denne gang havde kreditor også sendt en påmindelse med almindelig post. Kreditor havde desuden fremsendt en komplet sagsrapport til fogedretten, men datoen for den pågældende betalingspåmindelse fremgik ikke af sagsrapporten. I denne sag nåede Østre Landsret frem til, at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for, at betalingspåmindelsen var kommet frem.

Afgørelsen fra 2017 viser, at det ikke er udelukket, at en kreditor, der alene har sendt ét brev som almindelig post, efterfølgende kan dokumentere, at det pågældende brev er kommet frem til debitor. Afgørelserne fra 2013 og 2018 viser imidlertid, at det må være den klare undtagelse.  

Østre Landsret fastslog i en kendelse fra 30. marts 2021 – som vedrørte udsættelse af et lejemål – at et brev ikke var kommet frem til lejeren, eftersom brevet ikke tillige var sendt med alm. post. Udlejeren havde alene sendt brevet som anbefalet brev, der var anmeldt hos lejeren, men ikke afhentet af lejeren.

Hvad bør man som kreditor overveje?

Når en kreditor begærer pantebrevsudlæg for hele restgælden under påberåbelse af pantegældens forfald, som følge af misligholdelse, skal fogedretten af egen drift påse, at reglen i tinglysningslovens § 42 a, stk. 2, om afsendelse af påkrav forud for opsigelsen af lånet, er overholdt. Det er derfor vigtigt, at man som kreditor sikrer sig, at man kan dokumentere, at påkravet er sendt og kommet frem til debitor. 

Set i lyset af kendelseserne fra Østre Landsret af 22. september 2021 og 30. marts 2021, bør man som kreditor derfor overveje at sende sit påkrav både som anbefalet brev og med almindelig post. Som kreditor sikrer man herved, at man efterfølgende kan føre tilstrækkeligt dokumentation for, at et påkrav er sendt og kommet frem til debitor. Dette understreges af, at Højesteret i en sag fra 2020 - vedrørende eksklusion fra en andelsforening grundet manglende betaling - anså det for dokumenteret, at et brev sendt både som anbefalet og som almindelig post var kommet frem til debitor, selvom debitor ikke havde afhentet brevet på posthuset.

Kontakt DAHL

Har du spørgsmål vedrørende opsigelse af lån eller andre spørgsmål til inkasso, er du meget velkommen til at kontakte DAHLs specialister. Vi har mange års erfaring med at yde rådgivning på området.