EU-domstolen afviser forpligtelse til at offentliggøre evalueringsmetode ved licitationer efter tilbudsloven
EU-Domstolen har taget stilling til, hvorvidt ordregiver er forpligtet til at offentliggøre sin evalueringsmetode i udbudsmaterialet.
EU-Domstolen har den 14. juli 2016 i sagen C-6/15, TNS Dimarso NV mod Vlaams Gewest, taget stilling til, hvorvidt ordregiver er forpligtet til at offentliggøre sin evalueringsmetode i udbudsmaterialet.
Sagen vedrørte et belgisk EU-udbud af en tjenesteydelseskontrakt efter det daværende udbudsdirektiv (2004/18/EF), hvor vinderen af udbuddet skulle foretage en omfattende undersøgelse af boliger og boligforbrugere i Flandern. I udbudsbetingelserne var kvaliteten af tilbuddet og prisen anført som to underkriterier. På baggrund af evalueringen af de indkomne tilbud blev kontrakten tildelt Ipsos Belgien.
Efterfølgende klagede en forbigået tilbudsgiver over, at Vlaams Gewest ikke i sit udbudsmateriale havde offentliggjort, hvordan de indkomne tilbud ville blive evalueret. Den belgiske appeldomstol i forvaltningssager besluttede at forelægge sagen for EU-Domstolen. De spurgte, om artikel 53, stk. 2, i det daværende udbudsdirektiv 2004/18/EF, alene og sammenholdt med de EU-retlige principper om lighed og gennemsigtighed skal fortolkes således, at ordregiver er forpligtet til på forhånd at offentliggøre den evalueringsmetode eller de vægtningsregler, som ordregiver påtænker at anvende ved vurderingen af det økonomisk mest fordelagtige tilbud, jf. præmis 18.
EU-Domstolen fastslog, at der ikke i medfør af det daværende udbudsdirektiv og Domstolens praksis gælder en generel forpligtelse til at offentliggøre evalueringsmetoden i udbudsmaterialet. Evalueringsmetoden skal dog fastsættes inden åbningen af tilbuddene, medmindre dette ikke er muligt. Evalueringsmetoden må under ingen omstændigheder føre til en ændring af tildelingskriterierne eller af den relative vægtning af underkriterierne.
Kommentar
Med EU-dommen fastslås, at udbudslovens § 160 om pligt til at beskrive evalueringsmetoden i udbudsmaterialet er en skærpelse i forhold til, hvad der gælder i medfør af EU-direktivet og EU-Domstolens praksis. Forpligtelsen i udbudslovens § 160 til at beskrive evalueringsmetoden på forhånd er ikke en konsekvens af udbudsdirektivets princip om forudgående gennemsigtighed i evalueringen, men derimod som anført i lovbemærkningerne alene et nationalt krav.
EU-dommen har betydning for ordregivers forpligtelser i henhold til tilbudsloven, idet tilbudsloven ikke indeholder en forpligtelse svarende til udbudslovens § 160. Ordregiver er således ikke underlagt en forpligtelse til at beskrive evalueringsmetoden i udbudsmaterialet på baggrund af principperne om ligebehandling og gennemsigtighed. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tidligere udtalelse om, at udbudslovens § 160 finder analog anvendelse på indkøb omfattet af tilbudsloven er dermed ikke korrekt.
Afslutningsvist bemærkes, at det nuværende udbudsdirektivs artikel 67, stk. 5 (2014/24/EU), i det væsentlige svarer til ordlyden i det daværende udbudsdirektivs artikel 53, stk. 2, hvorfor EU-Domstolen formentlig var kommet til samme resultat, hvis nærværende sag havde omhandlet det nuværende udbudsdirektivs artikel 67, stk. 5.