Ensidigt indhentede erklæringer kan i nogle tilfælde anvendes i retssager. Bevisvurderingen af de ensidigt indhentede erklæringer kan dog variere, alt efter hvornår de er indhentet, hvordan de er indhentet, og om det overhovedet er en ensidigt indhentet erklæring i retsplejelovens forstand.

Med udgangspunkt i en konkret afgørelse får du indblik i, hvornår der er tale om en ensidigt indhentet erklæring, og hvordan den kan anvendes i en retssag.

U 2022.97 H – Hvornår er der tale om en ensidigt indhentet erklæring?

Et selskab, H, anlagde sag om erstatning mod den tidligere ejer, A, af en virksomhed, som H havde haft erhvervet.

I forbindelse med H´s indlevering af et processkrift for retten, valgte H at fremlægge en rapport fra sin revisor, P, om opgørelsen af H´s tab. A protesterede imod fremlæggelse af rapporten, da denne var ensidigt indhentet under sagen. H anmodede i øvrigt om syn og skøn med henblik på at opnå en sagkyndig vurdering af bl.a. de anvendte principper for tabsopgørelsen.

Byretten afsagde kendelse om, at bilaget ikke kunne fremlægges, mens Vestre Landsret – i kæremålet, der blev tilladt af Procesbevillingsnævnet – tillod H at fremlægge rapporten fra P. Vestre Landsret begrundede sin kendelse med, at det som udgangspunkt står en part frit at fremlægge oplysninger og vurderinger, der kan sidestilles med et partsindlæg.

Højesterets afgørelse

Vestre Landsrets kendelse blev omgjort af Højesteret i det efterfølgende kæremål.

Højesteret fandt, at rapporten fra P ikke blot havde karakter af en talopstilling, men at der var tale om en selvstændig og selvforklarende erklæring med den sagkundskab og autoritet, som er forbundet med en revisorerklæring om tabsopgørelsen.

Erklæringen var ensidigt indhentet af H efter sagens anlæg, hvorefter Højesteret fandt, at revisorerklæringen var omfattet af retsplejelovens § 341 a, hvorfor denne som udgangspunkt ikke kunne fremlægges mod A´s protest.

Højesteret bemærkede tillige, at fremlæggelse og udlevering af erklæringen om tabsopgørelsen til skønsmanden inden gennemførelsen af syn og skøn ville indebære en risiko for utilbørlig påvirkning af skønsmanden.

Højesteret slog på den baggrund fast, at erklæringen skulle udgå af sagen.

Forskellen i landsrettens og højesterets vurdering

Det springende punkt imellem Vestre Landsrets kendelse og Højesterets kendelse ligger i vurderingen af hjemlen.

Landsretten har vurderet revisorerklæringen som et partsindlæg. Udgangspunktet i dansk ret er, at partsindlæg kan fremlægges uhindret i en retssag.

Højesteret har derimod vurderet revisorerklæringen som en sagkyndig erklæring omfattet af retsplejelovens § 341 a, stk. 1, hvor udgangspunktet er, at erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter, som en part inden sagsanlægget har indhentet hos sagkyndige, kan fremlægges som bevis. I fald at en sådan erklæring først er indhentet under sagen, vil udgangspunktet være det modsatte.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 341 a, stk. 1 omfatter ikke sagkyndige erklæringer af generel karakter, der afgives uden konkret undersøgelse af genstande eller personer, men på grundlag af foreliggende almen viden.

Tidligere afgørelse fra Højesteret

Vi har i et tidligere nyhedsbrev gennemgået en anden relevant Højesteretsafgørelse herom.

Den tidligere sag blev afgjort den 16. december 2020, U 2021.1048 H. Sagen omhandlede en entrepriseretlig tvist mellem A og B. B havde i sagen nedlagt en påstand om erstatning for mangler ved det arbejde, A havde udført som underentreprenør. Under sagen ønskede B at fremlægge to skønserklæringer, som var indhentet under en tidligere sag mellem B og bygherren på projektet.

I dette tilfælde blev skønserklæringerne anset for at være ensidigt indhentede erklæringer.

Højesteret nåede frem til, at skønserklæringerne skulle behandles efter retsplejelovens § 341 a, stk. 1, da begge erklæringer var sagkyndige erklæringer, der var udarbejdet efter en besigtigelse, og begge omfattede beskrivelse samt vurdering af konkrete faktiske forhold, der var genstand for bevisførelse under sagen, og var udarbejdet uden A’s medvirken.  

Der var ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at ensidigt indhentede erklæringer indhentet inden sagens anlæg kan fremlægges, hvorfor Højesteret tillod, at de to erklæringer blev fremlagt. Højesteret tillagde det desuden vægt, at A havde mulighed for at stille spørgsmål til den skønsmand, der havde udarbejdet de to erklæringer.

Hvornår skal erklæringerne indhentes?

I begge afgørelser fra Højesteret er der tale om ensidigt indhentede erklæringer, som kan henføres under retsplejelovens § 341 a, stk. 1. Forskellen er, hvornår erklæringerne er indhentet.

I U 2022.97 H er erklæringen indhentet efter sagen er anlagt, mens erklæringerne i U 2021.1948 H er indhentet forud for sagens anlæg.

Afgørelserne stadfæster således princippet om, at ensidigt indhentede erklæringer indhentet forud for sagens anlæg kan fremlægges, mens ensidigt indhentede erklæringer indhentet efter sagens anlæg, som udgangspunkt ikke kan fremlægges.

Hvis du står over for at skulle anlægge en retssag, er det derfor vigtigt, at du husker at indhente eventuelle sagkyndige erklæringer inden sagsanlæg, idet det som udgangspunkt alene er partsindlæg, som man kan fremlægge efter sagens anlæggelse.

Har du spørgsmål til brugen af ensidigt indhentede erklæringer? Du er altid velkommen til at kontakte en af vores processpecialister for en drøftelse af den konkrete sag eller andre problemstillinger af juridisk karakter. 

SpotOn – Din vej til aktuel indsigt i udvalgte afgørelser fra Landsretterne og Højesteret

Som læser af DAHLs nyhedsserie ”SpotOn” får du indsigt i de nyeste proces- og erstatningsretlige afgørelser fra Østre Landsret, Vestre Landsret og Højesteret. Vores specialister har nøje udvalgt afgørelserne, som de med udgangspunkt i et kort sammendrag perspektiverer til konkrete råd, pointer og anbefalinger, som du skal være opmærksom på.

SpotOn udkommer løbende – formatet er kort og med øje for konkrete pointer og brugbare take-aways.