Nyt om fodboldjura: Premier League forbyder bettingfirmaer på fronten af spillertrøjer
Premier League har netop meldt ud, at klubberne i den bedste engelske række fra og med sæsonen 2026/2027 ikke længere stiller forsiden af spilletrøjen til rådighed for bettingfirmaer.
Når West Ham spiller mod danskerklubben Brentford i den engelske Premier League, står der henholdsvis Betway og Hollywoodbets på trøjernes front.
Sponsorater fra bettingfirmaer er helt normalt og en væsentlig indtægtskilde for fodboldklubber. Særligt i England, hvor 8 ud af 20 Premier League klubber i indeværende sæson eksponerer bettingfirmaer på brystet.
Med virkning fra 2026/2027 sæsonen har Premier League klubberne imidlertid besluttet at indføre et forbud mod visning af bettingfirmaer på fronten af spillertrøjer. Forbuddet indføres for at reducere reklamer for spil. Dog vil det fortsat være tilladt at reklamere for spiludbydere – for eksempel på spillertrøjens ærmer.
Se Premier Leagues statement her
Den danske regulering af markedsføring af spiludbydere
I Danmark er det DBU/Divisionsforeningen, der som turneringsudskriver fastsætter reglerne for deltagelsen i Superligaen. Selvom der aktuelt er regler, som sætter rammen for, hvordan spillernes udstyr må se ud, er der i dag ingen fodboldregulering om forbud mod reklamer for bettingselskaber. Bettingfirmaer optræder således i dag på spilletrøjens front i både F.C. København og Lyngby BK.
Danske klubber skal dog være opmærksomme på markedsføringslovens § 11 b, som foreskriver et forbud mod at markedsføre spil eller spiludbydere, hvis markedsføringen sker sammen med markedsføring af forbrugslånsvirksomheder. Netop dette forbud skabte problemer for det danske fodboldlandshold tilbage i 2021, hvor det det danske herrelandshold var sponsoreret af Danske Spil og Arbejdernes Landsbank på én og samme tid.
På baggrund af sagen blev det indført i markedsføringsloven, at sådanne konstellationer alligevel tillades, såfremt markedsføringen sker ved en forbrugslånsvirksomheds sponsorering af idræt og almennyttige foreninger og fonde, og såfremt forbrugslånsvirksomheden ikke udbyder lån med årlige omkostninger på 25 pct. eller derover.
Er en strammere regulering af spiludbydere på vej i Danmark?
Tilbage i august 2022 kom den tidligere regering med et lovforslag, som havde til hensigt at forbyde visning af spilreklamer fra 15 minutter før starten af en sportsbegivenhed og indtil 15 minutter efter dens afslutning. Forslaget blev underbygget af en rapport fra Skatteministeriet tilbage i foråret 2022, som viste en fordobling i antallet af danskere med spilproblemer fra 2016 til 2021.
Selvom udspillet endnu ikke er blevet en realitet, kan strammere regulering af spiludbydere i Danmark meget vel være på vej.
Godt nok har det skotske fodboldforbund foreløbig meldt klart ud, at de ikke påtænker et lignende forbud mod bettingreklamer på spillertrøjerne, som nu kommer til at gælde i England.
England har dog traditionelt været first-movers indenfor fodbolden. Senest med reguleringen af markedsføringen af spiludbydere. Og inden da med deres introduktion af blandt andet en fit & proper test, som skal bestås, før en person kan eje og/eller drive en fodboldklub. Divisionsforeningen i Danmark har nu indført en lignende test for nye ejere af danske fodboldklubber.
Ligesom fodboldklubber derfor bør være særligt opmærksomme på nye tiltag inden for markedsføringen af bettingfirmaer, gør det samme sig gældende hvad angår reklame for kryptovaluta. Du kan læse mere om denne problemstilling her.
DAHL følger udviklingen i regulering af betting, særligt i forhold til fodbold og anden sport. Hvis du vil vide mere kan du kontakte en af vores specialister.