Nyheder

Det kan også være en gave at lade et krav forældes - og så kan det omstødes

Konkurslovens § 64 bestemmer, at gaver, der er givet inden en vis frist før konkursen, kan omstødes. Når en gave bliver omstødt, betyder det, at den, der har modtaget gaven, skal tilbagelevere gaven eller betale et beløb svarende til gavens værdi til konkursboet.

Højesteret har den 2. februar 2017 afsagt en dom om en noget anderledes situation i relation til omstødelse af gave.

En person, A, som havde drevet en personlig ejet virksomhed, blev erklæret konkurs i 2014.

Ved sine undersøgelser konstaterede kurator i konkursboet, at A i 2009 og i 2010 havde udstedt nogle fakturaer til B for vareleverancer. Da konkursen indtrådte, var de to fakturaer forældede som følge af de almindelige regler i forældelsesloven.

I Højesteret blev det lagt til grund, at A og B var nærstående, idet A, da leverancerne til B fandt sted, boede sammen med B’s mor, og de blev senere gift.

A’s konkursbo rejste omstødelsessag mod B ud fra det synspunkt, at A ”bevidst” havde undladt at forfølge sine krav i henhold til fakturaerne og således ”bevidst” havde ladet fakturaerne blive forældede. Konkursboet gjorde gældende, at det måtte sidestilles med en gave.

Byretten gav delvist konkursboet medhold, men B ankede sagen til Landsretten, som frifandt B. Konkursboet opnåede imidlertid tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret, som derfor fik anledning til at tage stilling til sagen.

Højesteret gav konkursboet medhold og dømte således B til at betale et beløb til konkursboet svarende til fakturabeløbene.

I sin begrundelse anfører Højesteret, at det må sidestilles med eftergivelse af gæld, at en kreditor bevidst lader et krav forælde, og at noget sådant kan udgøre en gave efter konkurslovens § 64.

Højesteret udtaler endvidere, at når kreditor og skyldneren er nærstående (hvilket de var i dette tilfælde), så påhviler det skyldneren, altså den der skylder pengene i henhold til de forældede fakturaer, at sandsynliggøre, at forældelsen ikke var tilsigtet som en gave. I den konkrete sag fandt Højesteret ikke, at B havde ført et sådant bevis og dermed havde sandsynliggjort, at det ikke var A’s hensigt at give B en gave ved at lade være med at foretage sig noget vedrørende fakturaerne og lade dem blive forældede.

Højesteret fandt herefter, at der var givet en omstødelig gave, ved at fakturaerne var blevet forældede.

Højesteret fastslog også, at gaverne var givet på det tidspunkt, hvor forældelsen var indtrådt, hvilket betød, at gaven var givet indenfor de frister, der gælder for omstødelse af gaver efter konkursloven.

I almindelig bred forståelse vil de færreste nok betragte det forhold, at man lader en faktura forældes som en gave. Man forbinder en gave med gavmildhed.

Højesterets dom viser dog, at gavebegrebet i konkurssituationen er mere bred. Selve den omstændighed at A tilgodeså B ved ikke at gøre noget, der forhindrede, at fakturaerne blev forældede, bliver betragtet som en gave, også selvom A givetvis ikke på noget tidspunkt overfor B tilkendegav eller selv var sig bevidst, at det han gjorde var udtryk for en gave i traditionel forstand.

Højesterets dom viser, at bestemmelsen i konkursloven om omstødelse af gaver kan anvendes, også selvom der ikke foreligger nogen egentlig gavehensigt, når der uden nogen plausibel begrundelse overføres en økonomisk fordel fra den senere fallent til en anden, og dommen viser også, at det ikke mindst er en relevant betragtning, når de to parter står hinanden nær.

Tilmeld dig nyt fra DAHL

Modtag vores nyhedsbrev og bliv opdateret på juridiske emner og nye kurser.

Forretningsområder du ønsker info om:

  • Intet valgt

Din information