Af ligningslovens § 8 N følger det, at bl.a. erhvervsdrivende fonde og foreninger ved opgørelsen af deres skattepligtige indkomst kan fradrage erhvervsmæssige bestyrelseshonorarer og lønudgifter til ansatte samt dertil knyttede erhvervsmæssige udgifter.

Dermed er ligningslovens § 8 N reelt en modifikation til det udgangspunkt, der ellers følger direkte af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvoraf det fremgår, at lønudgifter kun er fradragsberettigede, når de afholdes til at erhverve, sikre eller vedligeholde den erhvervsdrivendes indkomst.

Ligningslovens § 8 N blev indsat i loven med ikrafttrædelse den 1. januar 2018, men dog således at indholdet af bestemmelsen havde virkning fra og med indkomståret 2008.

Anvendelsesområdet for ligningslovens § 8 N var netop det, der var omdrejningspunktet for Højesterets dom af 26. januar 2024. 

Højesteretsdommen, BS-35722/2023-HJR

Sagen vedrørte indkomstårene 2008-2018 for Realdania, der er en erhvervsdrivende forening, som har til formål bl.a. at drive investeringsvirksomhed og at støtte almennyttige og almenvelgørende formål.

Omdrejningspunktet for sagen var, om Realdania havde ret til fradrag for den del af foreningens lønudgifter, der vedrørte foreningens aktiviteter i form af støtte til almennyttige og almenvelgørende formål. De omtvistede lønudgifter for perioden kunne i alt opgøres til ca. 550 mio. kr.

Det var Skatteministeriets primære argument, at sådanne lønudgifter, der udelukkende vedrørte velgørende formål, ikke var afholdt med det formål at opnå overskud, men derimod med det formål at uddele midler, hvorfor lønudgifterne ikke var ”erhvervsmæssige”, som krævet efter ligningslovens § 8 N.

Heroverfor anførte Realdania, at denne er en erhvervsdrivende forening, hvis vedtægtsbestemte formål er at støtte almennyttige og velgørende formål, hvorfor det erhvervsmæssige afkast, som foreningen har genereret i perioden, hænger uløseligt sammen med de uddelinger, som foreningen har foretaget. Realdania kunne med andre ord ikke eksistere og dermed optjene skattepligtig indkomst, hvis ikke foreningen afholdt udgifter til den løbende varetagelse af foreningens filantropiske formål.

Højesteret udtalte indledningsvist, at ligningslovens § 8 N blev indført med det hovedsigte at skabe hjemmel til at kunne fradrage de lønudgifter, der vedrører etablering af ny virksomhed eller udvidelse af eksisterende virksomhed, samt lønudgifter vedrørende køb, salg og omstrukturering af en virksomhed.

Herefter fastslog Højesteret imidlertid, at der ikke efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder er holdepunkter for at anse fradragsretten for at være begrænset til det, der var hovedsigtet med lovændringen. Det afgørende for fradragsretten efter bestemmelsen er således alene, om lønudgifterne er erhvervsmæssige. Og en erhvervsmæssig udgift må i den sammenhæng forstås som en udgift, der er afholdt i virksomhedens interesse, og som virksomheden afholder med det formål at understøtte virksomhedens drift på såvel kort som lang sigt.

Med afsæt heri besluttede Højesteret derfor at give Realdania medhold med den begrundelse, at lønudgifter, som Realdania har afholdt for at opfylde sit uddelingsformål, angår en aktivitet, der er en integreret del af foreningens virksomhed (herunder investeringsvirksomheden), og da lønudgifterne vedrørende Realdanias uddelingsaktiviteter er afholdt i foreningens interesse i at opfylde sit formål, og da lønudgifterne understøtter driften af foreningens samlede virksomhed, kan lønudgifterne anses som erhvervsmæssige og dermed omfattet af fradragsretten i ligningslovens § 8 N.

Bonusinfo: Som et lille kuriosum kan bemærkes, at selvom Realdania også havde fået medhold ved Østre Landsret, var én af de tre landsretsdommere faktisk ikke enig i dette resultat. Denne dommer var professor i forfatningsret, dr.jur. Frederik Waage, der i den periode fungerede som konstitueret landsdommer i Østre Landsret. Han stemte for at give Skatteministeriet medhold med den begrundelse, at lovgiver ikke ved indførelsen af ligningslovens § 8 N har forholdt sig til, om statsskattelovens udgangspunkt, hvorefter der ikke kan ske fradrag for lønudgifter, der relaterer sig til gavedispositioner eller filantropisk virksomhed i øvrigt, skal fraviges, samt at ligningslovens § 8 N har karakter af særregel, der som udgangspunkt må undergives en indskrænkende fortolkning, hvorfor ligningslovens § 8 N ikke giver hjemmel for fradrag for de i sagen omfattede lønudgifter. Disse synspunkter vandt dog som bekendt ikke indpas hos Højesteret.

Hvor står vi efter højesteretsdommen?

Selvom Højesterets dom vedrørte en erhvervsdrivende forening, der er omfattet af lov om erhvervsdrivende virksomheder, og som beskattes efter selskabsskatteloven, må de væsentligste hovedpunkter fra dommen alligevel antages at få betydning for de erhvervsdrivende fonde og foreninger, der er omfattet af fondsloven og loven om erhvervsdrivende fonde.

I den henseende er det således væsentligt, at begrebet ”erhvervsmæssig” i ligningslovens § 8 N nu også med sikkerhed kan siges at omfatte den samlede drift af fonde og foreninger, der udover den erhvervsmæssige drift også har almenvelgørende aktiviteter. Dette er jo helt typisk tilfældet for de erhvervsdrivende fonde.

For en erhvervsdrivende fond må konsekvensen af højesteretsdommen således nødvendigvis være, at der nu ikke længere kan være tvivl om, at fonden har fradrag for såvel sine uddelinger i medfør af fondsbeskatningsloven samt de lønudgifter, der er forbundet med uddelingerne, jf. ligningslovens § 8 N.

Hos DAHL Advokatpartnerselskab bistår vi mange fonde og erhvervsdrivende fonde med deres juridiske anliggender, herunder både fondsretlige og skatteretlige forhold. Er du således på den ene eller anden måde tilknyttet en fond eller forening, som står med juridiske udfordringer, er du mere end velkommen til at række ud til vores specialister og tage en snak med os, om hvordan vi kan hjælpe jer videre.