I de fleste aftaleforhandlinger vil parterne normalt forsøge at begrænse deres ansvar mest muligt. Derfor vil aftaler som oftest indeholde bestemmelser, der begrænser eller helt fraskriver parternes erstatningsansvar, såkaldte ansvarsfraskrivelsesklausuler.

Baggrunden for denne omfattende brug af ansvarsfraskrivelsesklausuler er økonomiske risici. Eksempelvis vil det kunne medføre betydelige økonomiske tab for en leverandør af et IT-system, hvis dette system imod forventningen viser sig at være mangelfuldt. Et IT-system er ofte et centralt element i driften af en virksomhed, og en fejl eller et nedbrud kan have vidtrækkende konsekvenser for f.eks. tilgangen af ordrer, planmæssig produktion, forsendelse af ordrer osv. For at undgå denne potentielle økonomiske bombe under sin virksomhed er det vigtigt at gøre sig overvejelser omkring sin erstatningsmæssige eksponering i forhold til den konkrete aftale.

Ansvarsfraskrivelsesklausuler vil dog ikke i alle tilfælde kunne opretholdes. Dansk ret er på den ene side kendetegnet ved udpræget aftalefrihed. Parterne vil altså i vid udstrækning kunne aftale, hvad de ønsker. På den anden side forsøger dansk ret også at beskytte parterne imod urimelige aftaler. Derfor vil domstolene tilsidesætte ansvarsfraskrivelser, hvis de konkret anses som værende urimelige.

Fraskrivelse for ansvar ved grov uagtsomhed

Man oplever til tider, at parter ønsker at begrænse deres ansvar for grovere fejl, såkaldt grov uagtsomhed. Om en fraskrivelse i et sådant tilfælde vil opretholdes eller ej, kommer an på en konkret vurdering, der skal foretages ud fra den række kriterier. Som nævnt ovenfor er det særligt for IT-virksomheder meget vigtigt at kende og forstå reglerne herom, da man herved kan sikre sig bedst muligt imod store erstatningskrav. Dette er på den anden side også vigtigt for den anden aftalepart, så denne ikke selv kommer til at stå med den økonomiske byrde.

Overordnet er det klare udgangspunkt ved anvendelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler, at de vil blive anset som gyldige. Altså vil parterne normalvis kunne aftale, hvad de vil. For fejl begået ved grov uagtsomhed vil udgangspunktet imidlertid være det modsatte. Altså vil fraskrivelsen i et sådant tilfælde som udgangspunkt ikke kunne opretholdes, da sådanne aftaler anses som værende urimelige.

Under særlige omstændigheder vil en sådan ansvarsfraskrivelsesklausul dog måske alligevel godt kunne opretholdes. Om dette er tilfældet, afhænger af en konkret vurdering af omstændighederne i den givne situation. Nedenfor er gennemgået en række kriterier, som typisk indgår i vurderingen. Overordnet stilles der dog strenge krav til gyldigheden af en sådan ansvarsfraskrivelsesklausul.

Elementer i vurderingen af en ansvarsfraskrivelsesklausuls gyldighed

Klarheden af ansvarsfraskrivelsesklausulen

• Hvis det eksplicit er nævnt i den pågældende klausul, at den også omfatter fejl begået ved grov uagtsomhed, vil dette tale for, at klausulen skal opretholdes.

Forhandlingsprocessen

• Det vil indgå i vurderingen, om ansvarsfraskrivelsesklausulen er individuelt forhandlet mellem ligeværdige parter, og om der er tale om en bevidst fordeling af risikoen, som der er taget højde for i parternes samlede aftalegrundlag. Hvis klausulen for eksempel reflekteres i den pågældende købesum, taler dette for opretholdelse af klausulen. Dette vil ofte være tilfældet i større driftsaftaler.

Risikofordelingen

• Spørgsmålet er, om klausulen placerer al økonomisk risiko på den ene aftalepart. En fuldstændig ansvarsfraskrivelse, der angår alle former for grove fejl, vil altså næppe blive opretholdt. I forlængelse heraf tillægges det også vægt, hvem der har begået fejlen. Ansvar for fejl begået af ledende medarbejdere vil nok ikke kunne fraskrives, mens det efter omstændighederne godt kan lade sig gøre for grovere fejl begået af underordnede medarbejdere.

Hvorvidt den pågældende fejl angår en central aftalemæssig forpligtelse eller ej

• Jo vigtigere det pågældende element i aftalen er for hovedydelsen, og dermed kunden, jo mindre tilbøjelig vil domstolene være til at opretholde klausulen.

Brug af markedsstandarder – såkaldte ”agreed documents”

Desuden er det et vigtigt element i vurderingen, om der er tale om en markedsstandard. Her tænkes især på såkaldte ”agreed documents”, der normalt er standardkontrakter, hvor indholdet er udarbejdet efter forhandling mellem modstående interesseorganisationer.

Hvis klausulen fremgår af en sådan standardkontrakt, vil domstolene være mere tilbøjelige til at opretholde klausulen. Inden for IT-retten vil det typisk være de statslige K-kontrakter om IT-projekter og driftskontrakten, D17, som er forhandlet mellem repræsentanter fra IT-Branchen, DANSK IT og Danske IT-Advokater. I disse kontrakter står der udtrykkeligt, at erstatningsansvarsbegrænsningen ikke gælder i tilfælde af grov uagtsomhed.

Der vil dermed skulle meget til, før en ansvarsfraskrivelse for grov uagtsomhed i en IT-kontrakt kan opretholdes.

Hos DAHL har vi stor erfaring med juridisk rådgivning inden for IT-branchen, herunder også sparring om risikohåndtering. Hvis du har behov for rådgivning om, hvordan du håndterer din risiko ved hjælp af ansvarsfraskrivelser, generelt eller i forhold til en konkret problemstilling, er du altid velkommen til at kontakte en af vores specialister.