Sådan håndterer du modregning i forhold til din agent
Det kan være svært at gennemskue, hvilke regler der gælder, når man som agenturgiver skal håndtere et modregningskrav over for sin agent. I denne artikel forsøger vi at kortlægge de forskellige steps, man bør undersøge, når det bliver aktuelt og nødvendigt at foretage modregning.
Handelsagentaftalen og lovregler
I første omgang bør du som agenturgiver afklare, om modregningsforholdet er reguleret i handelsagentaftalen – i så fald finder de aftalte betingelser anvendelse.
Har man derimod ikke aftalt nogen betingelser for modregning i handelsagentaftalen, skal det undersøges, hvilket lands lovregler der finder anvendelse. Dette kan parterne allerede have reguleret i handelsagentaftalen, og er det tilfældet, finder reglerne for modregning i det pågældende land selvfølgelig anvendelse. Har man derimod ikke aftalt, hvilke lovvalgsregler aftalen er underlagt, vil udfaldet ofte afhænge af, i hvilket land en eventuel sag bliver anlagt. Vi tager udgangspunkt i, at agenturforholdet er underlagt dansk ret.
I vurderingen af, hvilket ”regelsæt” der finder anvendelse, skal agenturgivers tilgodehavende først afklares og kvalificeres.
Regler om provision ifølge handelsagentloven
Det følger direkte af handelsagentloven, at såfremt der er tale om et provisionstilgodehavende – f.eks. fordi agenturgiver har forudbetalt agenten – og det efterfølgende viser sig, at aftalen mellem agenturgiver og tredjemand (dvs. kunden) ikke opfyldes, og dette ikke skyldes omstændigheder, der kan tilregnes agenturgiveren, bortfalder handelsagentens krav på provision.
Det er agenturgiveren, der har bevisbyrden for, at aftalen ikke er blevet opfyldt, og at dette ikke skyldes omstændigheder, der kan tilregnes ham.
Hvis kundens manglende opfyldelse derimod er en følge af, at agenturgiveren uden handelsagentens samtykke har givet kunden henstand med opfyldelse af aftalen eller har indgået overenskomst om ophævelse af denne, gælder det ovenfor anførte dog ikke. I disse tilfælde bevarer handelsagenten således sit krav på provision.
De netop gennemgåede bestemmelser kan ud fra et beskyttelseshensyn over for handelsagenten ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten. Der er dog intet til hinder for, at agenturgiver og agent indgår aftale om bortfald af provisionskravet, efter kravet er opstået.
Det følger endvidere direkte af handelsagentloven, at såfremt provisionskravet bortfalder, skal handelsagenten tilbagebetale det modtagne provisionsbeløb. Agenturgiveren har således modregningsret i sådanne tilfælde, og i praksis vil forholdet ofte blive reguleret ved, at agenturgiveren i den følgende provisionsnota modregner sit tilgodehavende i agentens provisionsbeløb.
Almindelige regler for modregning
Øvrige krav, som agenturgiveren måtte have mod handelsagenten, reguleres ikke af handelsagentloven, men derimod af de almindelige obligationsretlige principper for modregning. Det kan f.eks. være pengekrav vedrørende kollektionsmateriale, som agenten måtte have fået udleveret, agenturgivers afholdelse af rejseomkostninger på vegne af agenten, krav vedrørende omkostninger til markedsføringsmateriale eller andre lignende krav.
Fire grundbetingelser skal være opfyldt, før der kan ske modregning over for agenten:
- Udjævnelighed. Kravene skal være af samme type. Betingelsen vil være opfyldt, hvis både hovedkrav og modkrav er pengefordringer. Modregning kan også ske, selvom fordringerne er i forskellige valutaer, såfremt begge valutaer er konvertible.
- Modkravet skal være forfaldent til betaling.
- Fordringerne skal udspringe af samme retsforhold.
- Debitor efter den ene fordring skal være kreditor efter den anden fordring.
Er ovenstående betingelser opfyldt, vil agenturgiveren kunne foretage modregning i agentens krav på provision.
Kontakt DAHL
Hos DAHL er vi specialister i at håndtere modregningsopgaver, bl.a. inden for agentforhold, og vi står klar til at yde professionel rådgivning, når du befinder dig i en aktuel modregningssituation.