Hvem skal løfte bevisbyrden i en civil sag?
I udgangspunktet er det den, der fremsætter krav, der har bevisbyrden - men der afviges ofte fra denne almindelige bevisbyrderegel. I denne klumme sætter advokat (H)/dr.jur.h.c. Erik Hørlyck fokus på bevisbyrden i de civile sager.
Bevisbyrden handler om, hvilken part i en retssag det går ud over, at sagens faktiske forhold er uoplyste eller uklare. Som udgangspunkt betyder det, at et krav så ikke kan tages til følge.
Somme tider indeholder lovgivningen bestemmelser om, hvornår et givet faktum formodes at foreligge, medmindre dette modbevises; det er det samme som omvendt bevisbyrde, også kaldet præsumptionsansvar (ansvar der bygger på en præsumption eller formodning). I så tilfælde kan kravet tages til følge, selv om de faktiske forhold ikke er tilstrækkeligt belyst.
Almindelig kendt er den omfattende ligestillingslovgivning, hvor der gives erstatning blot der påvises omstændigheder, der indebærer en formodning for krænkelse. I så fald skal den mulige krænker bevise, at dette ikke har været tilfældet (hvilket kan være svært!).
For en række kontraktforhold er der i lovgivningen fastsat bestemmelser om omvendt bevisbyrde, f.eks. om fragtførerens (vognmandens) ansvar for skade på det transporterede gods; dette formodes at være forårsaget ved fragtførerens ansvarspådragende fejl.
Men i mange tilfælde fastsætter domstolene omvendt bevisbyrde eller præsumptionsansvar uden lovhjemmel, Det er f.eks. den almindelige regel, at hvis en kontraktpart tilsidesætter en aftalt pligt, formodes dette at være sket på ansvarspådragende måde. I dette tilfælde er det altså skadevolderen, der skal bevise, at der ikke er ansvarsgrundlag, hvor det ved erstatningskrav uden for kontraktforhold som udgangspunkt er skadelidte, der skal løfte bevisbyrden.
Der kan påvises en lang række tilfælde, hvor domstolene efter konkret vurdering fastsætter omvendt bevisbyrde og således går ud fra en formodning om, at sagen forholder sig på en bestemt måde. Ud over kontraktansvaret, som er nævnt, kan der peges på sager, hvor et krav bygger på målere af forskellig art og andre tilfælde, hvor en part har særlige bevismuligheder. Det kan også komme en part bevismæssigt til skade, at bevismuligheder er forsømt eller måske ligefrem ødelagt, og det har betydning, om der er iværksat en særlig risikabel aktivitet, f.eks. en vandrutsjebane.
Er der handlet særlig groft, kan dette indebære en formodning for årsagsforbindelse, således at skadelidte ikke som ellers skal bevise, at skaden er forårsaget af handlingen, og generelt er der en tilbøjelighed til at se på, hvad der er særlig sandsynligt, normalt eller forventeligt.
Vil du vide mere?
Advokat og partner i DAHL, Erik Hørlyck har i 2020 fået udgivet bogen ”Bevisbyrden i civile sager” på Djøf Forlag. I bogen undersøger han nogle betydningsfulde procesretlige problemstillinger, der er helt uomtalt i retsplejeloven: Navnlig hvornår den almindelige bevisbyrderegel fraviges ved omvendt eller delt bevisbyrde på grundlag af præsumptioner eller formodninger. Bogen vurderer desuden modbevis, herunder hvilken forskel der er på modbevis og omvendt bevisbyrde, ligesom den analyserer bevisstyrkekravet i dansk retspraksis. Endelig påpeger bogen det bemærkelsesværdige forhold, at domstolene som alternativ til omvendt bevisbyrde til dels ud fra de samme synsvinkler kan lempe de almindelige bevisstyrkekrav.
I en anmeldelse af bogen til Ugeskrift for Retsvæsen (7. september 2020) kalder Erik Werlauff bogen "et mesterværk". Han skriver blandt andet: "Med vanlig beskedenhed anfører Hørlyck under fremtidsperspektiverne: »Denne bog er ikke stor«. Fysisk ikke, nej - men i henseende til betydning for forståelse og for udviklingen af retstilstanden er det en stor bog."
Bogen kan købes hos Djøf Forlag ved at klikke på dette link.