Repræsentation af barnet på skiftet

Arvinger i et dødsbo har ret til at deltage i og være med til at træffe de beslutninger, der skal træffes som led i behandlingen af et dødsbo. Hvordan retten udøves afhænger af måden, boet behandles på, men arvingen har altid en vis form for indflydelse og beslutningsret. Det er typisk beslutninger om salg af boets aktiver, godkendelse eller afvisning af krav mod boet og andre ofte meget forskelligartede spørgsmål. En arving skal også tage stilling til forhold, der knytter sig specifikt til arvingens egen retsstilling. Det kan være fortolkning eller anfægtelse af et testamente, spørgsmål om, hvordan arvingens arv skal udlægges, eller godkendelse af boopgørelsen og andre forhold.

Når arvingen er umyndig, er det arvingens værge, der træffer alle disse beslutninger på arvingens vegne.

Nu kan det meget ofte forekomme, at arvingen og værgen er arvinger i samme bo. Det vil eksempelvis være tilfældet i de talrige situationer, hvor arvingens ene forælder er død, og hvor afdødes ægtefælle er arvingens anden forælder. I de situationer vil arvingen (barnet) og værgen kunne have modstridende interesser.

Som eksempel kan nævnes, at den efterlevende ægtefælle ønsker at beholde en fast ejendom, som indgår i boet. Størrelsen af barnets arv afhænger af ejendommens værdi, og barnet har derfor som udgangspunkt interesse i en så høj værdi som muligt. Den efterlevende ægtefælle har imidlertid interesse i en så lav værdi som muligt. De har altså modstridende interesser.

I disse tilfælde skal der derfor beskikkes en skifteværge for barnet, så denne kan varetage barnets interesser i stedet for ægtefællen, hvis egne interesse jo strider mod barnets.

En sådan skifteværge beskikkes af skifteretten. Det kan godt være en bekendt til barnet eller et familiemedlem, som anses for tilstrækkelig uafhængig af den anden forælders interesser, men ofte beskikkes en advokat, ikke sjældent en fra kredsen af autoriserede bobestyrere i den pågældende retskreds.

Krav om godkendelse

I visse tilfælde kan værgen – om det så er barnets forælder eller en skifteværge - ikke selv træffe beslutningen, men skal have godkendelse fra Familieretshuset. Herom er der regler i værgemålsloven og værgemålsbekendtgørelsen, som der henvises til i dødsboskifteloven, hvorfor de også anvendes på skifteværger.

Overordnet kan man sige, at der skal indhentes godkendelse fra Familieretshuset, hvis den påtænkte disposition har direkte betydning for barnet. Centralt er her udlæg af aktiver fra boet til barnet. Ikke alle aktiver kan udlægges til en umyndig, og det forhold omtales særskilt nedenfor.

I særdeleshed skal der indhentes godkendelse, hvis dispositionen har negativ betydning for barnet. Derfor skal der eksempelvis indhentes godkendelse, hvis værgen på barnets vegne vil give arveafkald, undlade at anfægte et ellers ugyldigt testamente eller godkende værdiansættelser i boet, som isoleret set er ufordelagtige for barnet.

Uskiftet bo

Som hovedregel har en efterlevende ægtefælle ret til at sidde i uskiftet bo med fælles børn. Det gælder også, hvis disse børn er umyndige.

Hvis den afdøde ægtefælle selv har børn, såkaldte særbørn, kan den efterlevende ægtefælle kun sidde i uskiftet bo med disse, hvis de giver samtykke hertil.

Hvis særbørnene er umyndige, kan de ikke selv give samtykke. Samtykket skal gives af værgen eller skifteværgen, og derudover skal skifteretten meddele tilladelse, som skifteretten kun kan give, hvis det er forsvarligt under hensyn til barnets interesser og den efterlevende ægtefælles forhold. Det er altså en konkret vurdering.

Hvad kan den umyndige arve?

Størrelsen af den umyndiges arv afhænger, som det er tilfældet for alle andre arvinger, af arvelovens regler og et eventuelt testamente.

Når arvens størrelse er fastlagt, skal det afklares, hvordan arven skal udlægges til arvingen.

Her giver det anledning til særlige overvejelser, når arvingen er umyndig.

Så længe arven til den umyndige udlægges i kontanter eller børsnoterede værdipapirer, er der ingen problemer. Det kan man altid gøre.

Derimod kræver det godkendelse, hvis arven ønskes udlagt i fast ejendom. Sådan godkendelse gives sjældent, hvilket hænger sammen med, at en umyndig ikke kan påtage sig gældsforpligtelser, og der er uvægerligt gældsforpligtelser knyttet til at eje en fast ejendom, eksempelvis pligten til at betale ejendomsskatter.

Er der tale om en ejendom, f.eks. et sommerhus, som den umyndige er meget tæt knyttet til, og arver den umyndige også andre – rigelige – midler, og er der nogen, f.eks. værgen, der vil afgive erklæring om at friholde den umyndige for alle forpligtelser vedrørende ejendommen, ses der eksempler på, at godkendelse bliver givet.

Det kræver også godkendelse at arveudlægge en virksomhed, der drives i personligt regi, herunder som et I/S. Det skyldes, at en sådan virksomhedsdrift er forbundet med personlig hæftelse. En sådan godkendelse er stort set umulig at få. Det samme gælder for udlæg af andre aktiver, som anses for risikofyldte.

Hvis man ønsker at udlægge unoterede kapitalandele i et aktie- eller anpartsselskab til en umyndig, kræver det også godkendelse, og også her gælder at praksis er restriktiv, og at det er vanskeligt at få godkendelse hertil. Temaet er navnlig relevant ved familievirksomheder, hvor den umyndige ønskes tilgodeset med en andel af ejerskabet i familievirksomheden. I de sjældne tilfælde, hvor tilladelse er givet, har det haft betydning, at den umyndiges ejerandel var stor, at virksomheden var meget solid, og at ønsket om at bevare ejerskabet i familien i øvrigt vejede meget tungt.

Der er således megen sandhed i det ofte hørte udsagn om, at en umyndig ”kun kan arve kontanter”. Det er meget vanskeligt at få godkendt andet, om end det ikke er helt umuligt.

Den umyndiges rådighed over arven

Som udgangspunkt kan den umyndige ikke selv råde over sin arv, når den er udbetalt. Indtil barnet bliver myndigt, skal arven administreres af andre på den umyndiges vegne.

Arv til en umyndig, der udredes i kontante midler, børsnoterede papirer eller andre værdipapirer, skal således indleveres til bestyrelse (administration) i en godkendt forvaltningsafdeling i et pengeinstitut. Forvaltningsafdelingen administrerer formuen i samarbejde med værgen, der således indenfor rammerne af de regler, der gælder for anbringelse af umyndige midler, kan beslutte, hvordan formuen skal investeres.

Arv, der udlægges i andet, eksempelvis løsøre eller (undtagelsesvist) fast ejendom, administreres derimod af værgen selv. Det samme gælder en formue, der ikke overstiger et beløb på 75.000 kr. Den beløbsgrænse er båret af administrative hensyn for at undgå, at mindre formuer skal anbringes til forvaltning.

Den, som den umyndige arver – oftest være en forælder – kan i et testamente have bestemt, at de beskrevne regler om anbringelse og administration af den umyndiges arv ikke skal gælde. Sådanne testamentariske bestemmelser kan dog kun træffes vedrørende friarv, og altså ikke vedrørende tvangsarv. Der er desværre ikke helt juridisk klarhed over, om administrationen af friarven så også skal forestås af værgen, eller om der i testamentet kan fastsættes en anden ordning for administrationen. Testamentariske bestemmelser af denne karakter kræver grundige overvejelser og kompetent og fyldestgørende rådgivning.

Kontakt DAHL

Har du spørgsmål til reglerne omkring arv og umyndige arvinger, er du altid velkommen til at kontakte en af vores specialister. Vi har indgående viden og erfaring med juridisk rådgivning om arveret og dødsboer.