De to spørgsmål består i, for det første, hvordan boets formue rent kvantitativt, eller værdimæssigt, skal fordeles mellem arvingerne. For det andet er spørgsmålet, hvordan den enkelte arving skal modtage sin arv. Her er der tale om, hvilke aktiver eller værdier den enkelte arving skal modtage, således at arvingen værdimæssigt får den arv, som den pågældende har krav på. Her er der altså tale om den kvalitative fordeling, der afgør, hvem der har ret til at udtage de forskellige aktiver i boet, og hvad man gør, hvis flere arvinger ønsker det samme aktiv.

Kan arvingerne blive enige?

Når arvingerne kan blive enige om, hvordan boets aktiver skal fordeles, er det uproblematisk.

Arvingerne kan frit aftale den nærmere fordeling af boets aktiver. De kan aftale, at visse aktiver tilfalder den ene arving og andre aktiver den anden arving, og de kan også aftale, at der er aktiver, som flere arvinger udtager i fællesskab med en nærmere aftalt fordeling af ejerskabet. Det er ”kun” et spørgsmål om at blive enige.

Betyder en aftale, at en arving udtager aktiver, hvis værdi overstiger arvingens andel af arven, skal arvingen naturligvis kunne løfte den forpligtelse, der så opstår i forhold til boet. På samme måde kan det være, at en aftalt fordeling forudsætter, at en arving overtager en gældsforpligtelse efter afdøde. Det vil naturligvis kræve, at den relevante kreditor bevilger gældsovertagelse, ellers kan det ikke lade sig gøre.

Som udgangspunkt kan arvingerne frit aftale sig til rette, og så volder det ikke vanskeligheder på skiftet.

Hvad nu, hvis arvingerne ikke kan blive enige?

Det kan forekomme, at der er et aktiv i boet, som flere arvinger ønsker at udtage som en del af arven. Det kan være en bestemt indbogenstand eller en fast ejendom eller måske kapitalandele i et selskab.

Kan arvingerne ikke blive enige om, hvem af flere arvinger, der skal udtage et aktiv, må det afgøres efter de regler, arveloven opstiller.

Lovens udgangspunkt er, at hvis to (eller flere) arvinger ønsker at udtage samme aktiv, afgøres det ved lodtrækning, hvem af dem, der skal have det pågældende aktiv.

Men lodtrækningsløsningen fraviges, hvis en arving har en særlig fortrinsret.

Ægtefællens fortrinsret

Afdødes ægtefælle har for det første ret til forlods at udtage genstande til personligt brug, når værdien ikke står i misforhold til formueforholdene i boet. Ægtefællen har også ret til forlods at udtage genstande, der er anskaffet til brug for mindreårige børn.

Hvad angår boets øvrige aktiver, har afdødes ægtefælle også fortrinsret, og der skal ikke trækkes lod.

Dog kan afdødes særlige livsarvinger (i modsætning til fælles livsarvinger) tillægges en fortrinsret i konkurrence med ægtefællen, hvis der er tale om et aktiv, der har en særlig erindringsværdi for særbarnet.

Som eksempel på en sådan erindringsværdi kan nævnes genstande, som afdøde har arvet fra sin slægt, og som særbarnet derfor har en særlig interesse i at beholde i slægten.

Ægtefællens fortrinsret gælder altid for en fælles bolig, ligesom ægtefællen altid vil kunne beholde indbo i det fælles hjem, medmindre der er tale om indbo, som er fuldstændigt særeje for den afdøde ægtefælle.

Andre arvinger end ægtefællen?

Er ægtefællen ikke blandt de arvinger, der ønsker samme aktiv udlagt – det kan f.eks. være flere børn – gælder hovedreglen om lodtrækning, men også her gælder, at en af dem kan have fortrinsret, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for den pågældende. Der er f.eks. set eksempler på, at en arving er tillagt fortrinsret til et sommerhus, som netop denne arving i modsætning til andre har benyttet og haft en nær tilknytning til.

Udtagelsesret – men ikke altid udløsningsret

Hvis værdien af de aktiver, en arving ønsker at udtage/beholde, overstiger den arv, den pågældende skal have, opstår spørgsmålet, om arvingen så alligevel kan beholde aktiverne mod at betale det nødvendige beløb til boet.

En sådan ret, som man kalder en udløsningsret, har en ægtefælle. Derimod har andre arvinger ikke en sådan ret, og kan derfor ikke mod andre arvingers protest på den måde ”købe et aktiv fri”.

En samlevers rettigheder

En samlever, som afdøde ikke var gift med, er ikke arving efter arveloven, og vil kun være arving, hvis og i det omfang afdøde har truffet bestemmelse herom i et testamente.

Efter en bestemmelse i dødsboskiftelovens § 111 a er en samlever dog tillagt ret til at overtage den fælles bolig og indboet i det fælles hjem. Det er således udtryk for en ret for den pågældende samlever til at købe disse aktiver til en vurderingspris.

Det er ikke en arveret, men er samleveren indsat som arving i et testamente vil regelsættet virke som en udtagelses- og udløsningsret for samleveren, som på det punkt har samme rettigheder som en ægtefælle.

En samlever har disse rettigheder, hvis samlivet har bestået i to år forud for dødsfaldet eller, hvis afdøde og samleveren har, har haft eller venter et fælles barn.

Samejeforhold

Ejer afdøde et aktiv i sameje med en arving, anerkendes det, at en sådan arving har en særlig interesse i at kunne udtage også afdødes andel af aktivet i sameje – det kan f.eks. være en fast ejendom, som afdøde ejer sammen med et barn. Derfor har den pågældende arving både udtagelses- og udløsningsret til afdødes andel af samejeaktivet.

Det gælder dog ikke i konkurrence med afdødes ægtefælle, hvis samejet vedrører afdødes og ægtefællens fælles bolig eller indbo i det fælles hjem.

Betydningen af afdødes testamente

Det gælder generelt, at arvelovens regler om udtagelsesret viger for de bestemmelser, afdøde har truffet ved testamente.

I et testamente kan en arving derfor tillægges udtagelsesret til bestemte aktiver, og en arving kan også tillægges udløsningsret og dermed muligheden for at overtage et aktiv fra boet, også selv om værdien heraf overstiger, hvad den pågældende skal arve.

Man kan også i et testamente bestemme, at en arving netop ikke skal have ret til at udtage aktiver, men derimod skal være forpligtet til at få sin arv udbetalt kontant, og ikke ved at udtage aktiver i boet.

Disse typer testamentariske bestemmelser er meget velegnede til at forebygge eller løse konflikter mellem arvingerne om, hvem der skal beholde hvilke aktiver. De kan være, men behøver ikke være, kombineret med en ændret arvefordeling.

Sådanne bestemmelser er også ofte et led i planlægningen af et generationsskifte af en virksomhed, hvor det testamentarisk kan sikres, at en bestemt arving kan udtage/beholde eksempelvis ejerandele i en familievirksomhed sådan, at ejerskabet til familievirksomheden ikke i strid med ønskerne til generationsskiftet splittes op eller kommer på andre hænder.

Man kan dog ikke i et testamente fratage sin ægtefælle retten til at udtage en fælles bolig eller indboet i hjemmet – i hvert fald ikke uden ægtefællens samtykke - og det samme gælder ægtefællens arbejdsredskaber, og et motorkøretøj, som ægtefællen har anvendt.

Kontakt DAHL

Har du spørgsmål til udtagelsesret, udløsningsret eller andre arveretlige sager, er du velkommen til at kontakte vores specialister, der er klar til at hjælpe dig.